Pandemi

Få nu vaccinen: Vi er ikke reptiler

En hyldest til Mette, Søren og pandelapperne

Corona-pas og test værner om fællesskabet, skriver dagens lederskribent, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg.
Corona-pas og test værner om fællesskabet, skriver dagens lederskribent, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg. Foto: Claus Søndberg

Opdateret kl. 14:49

Så kom meldingen fra Mette Frederiksen og Søren Brostrøm. Vi kommer ikke igennem efteråret og vinteren uden restriktioner. Hvor blide de bliver afhænger af, hvor hurtigt vi sætter ind. Smitte spredning bevæger sig eksponentielt. Derfor er tidlig indsats altafgørende.

Genindførelse af corona-pas og test er langt den mest skånsomme måde at holde smittespredningen nede på. Det er samtidig en indsats, der ikke tvinger nogen til vaccination.

Selvfølgelig bliver det langt mere bøvlet ikke at være vaccineret, men alternativet er langt mere problematisk for os alle.

De meste rabiate vaccinemodstandere – anti-vaxxerne – er overbeviste om, at vi vaccinerede er styrede af reptiler, har fået skudt mikrochips ind i armen og generelt har afgivet kontrollen med vores kroppe.

Det er dog ikke os, der er styret af reptilhjerner. Tværtimod.

En del af vore hjerner stammer ganske rigtigt fra vores evolutionære fortid. Fra tidligere udviklingsstadier af hjerner, ofte benævnt krybdyrshjernen. I denne, den ældste og mest primitive del af vores hjerne, er det instinkter der råder. Det er godt, når man skal reagere hurtigt på en savanne for at undgå at ende som et vilddyrs frokost. Knap så godt, når man skal behandle indtryk fra en pandemi. Her er de noget mere avancerede pandelapper langt mere brugbare. De sætter os i stand til at tænke abstrakt og rationelt. Og det er der brug for.

Videnskaben og data er ganske entydige, når det kommer til vaccinerne: vaccinerede smitter langt mindre end ikke-vaccinerede, hvis de bliver smittede med Covid-19. Vaccinerede bliver langt mindre syge end ikke-vaccinerede. Langt færre vaccinerede bliver indlagt end ikke-vaccinerede.

Betyder det, at der ingen risici er ved vaccinerne? Nej, men det betyder, at når man gør den store ’for og imod’-liste op, så er der langt mere på ’for’, mens tingene på ’imod’ både er færre og langt mindre farlige.

Samtidig er det heller ikke omkostningsfrit for mennesker at leve i et nedlukket, socialt amputeret samfund. Spørg i psykiatrien. Spørg i skolerne.

Derfor er det i orden, at det bliver sværere at være selvvalgt ikke-vaccineret. Corona-pas og test er fornuftige tiltag, der kommer på det rigtige tidspunkt. De værner om fællesskabet. Forhåbentlig betyder det, at vi undgår yderligere restriktioner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden