Familie efter selvmord: Vi ville sådan ønske, vi havde været hos dig, da du sagde farvel
Christina Iversen flyttede fra Falster til Aalborg og var i gang med at opbygge en ny tilværelse. I maj valgte hun at tage sit eget liv
Opdateret 19. juni 2020 kl. 11:01
26-årige Christina Iversen tog lørdag 16. maj bussen fra Aalborg, hvor hun boede, til Lundby Krat ved Gistrup. Hendes telefon var slukket, og familien, der bor i Væggerløse på Falster, kunne ikke få kontakt med hende og var meget bekymrede.
Christina led af paranoid skizofreni, og hendes skrøbelige tilknytning til omverdenen led under den isolation, der fulgte med coronavirusset.
Derfor blev hun allerede om søndagen efterlyst, og mange frivillige, både fra området og fra gruppen Missing People, hjalp sammen med politiet med at lede efter den unge kvinde. 20. maj blev hun fundet død i området.
Hendes familie - forældrene Lone og Martin Iversen og hendes søskende Benjamin og Casper - fortæller i et mindeord sendt til redaktionen om deres datter og søster og retter samtidig en tak til alle, der har været der for Christina og som hjalp til i de svære døgn:
Mindeord over Christina Iversen, Aalborg
Vi har mistet vores højtelskede datter og søster.
Vi ville sådan ønske, at vi havde været hos dig og holdt dig i hånden, da du sagde farvel. Vi ville som så mange andre gange have fortalt dig, hvor meget vi holdt af dig og hvor mange der elskede dig, fordi du var noget særligt. Men der var alt for mange tunge skyer og du kunne ikke tage det ind. Vi vil savne dig her hos os.
Du havde så stort et hjerte og ønskede kun, at alle havde det godt. Men vi forstår godt, at du ikke kunne mere. Du havde givet alt, hvad der var at give. Halvdelen af dit korte liv blev ødelagt af sygdom, og det gjorde så ondt på dig. Du trak det korteste strå og blev ramt af svær psykisk sygdom. Den sugede al energi, selvværd og kraft ud af dig, men du blev ved med at kæmpe trods de dårlige odds. Du mistede dine jobs og indtjening, du kunne ikke deltage i undervisning og måtte opgive uddannelser og kontakt til mange af dine venner. Mange diagnoser, indlæggelser og medicinering hjalp ikke.
Om nogen har du kæmpet for en plads her i livet.
Om nogen ønskede du at være en del af livet og fællesskabet med dem, du holdt af.
Vi vil huske den Christina, du var. Du havde det største hjerte af alle, altid med øje for, hvordan andre havde det. Du kunne smile med øjnene og skabe liv omkring dig. Du var kreativ og lavede de smukkeste tegninger og malerier. Og selv i dine sværeste øjeblikke ville du give mere.
I din barndom var du et livstykke uden lige, sprudlende, energisk, positiv og kærlig. En helt fantastisk livsglad pige med fuld fart og masser af fantasi og fjolleri. Kreativiteten kendte ingen grænser, og lige til det sidste lagde du nye planer med nye håb. Hele tiden søgte du nye veje for et bedre liv og meningsfyldte opgaver.
Du er så sej og vi har kæmpe respekt for din stædighed til at holde fast i livet og det du havde kær. Vi kan kun begræde. at ingen kunne give dig den behandling, der skulle til, for at give dig et tåleligt og godt liv.
Du fik sat dybe spor på din vej, langt dybere end du nogen sinde nåede at opdage. Tak for alt det du kom til at betyde for os. Den dag i dag vil du leve videre med de fine etiketter i Bryghuset i Væggerløse, i dine tegninger og malerier, som den kunstner du var. Du var i gang med forberedelserne til at lave en fernisering, hvor hele omsætningen skulle gå til nogle af de godgørende formål, som lå dit hjerte nær. Dine tanker om indsamling og donationer vil vi fortsætte med langt ud i fremtiden.
Vores liv vil aldrig blive det samme igen. Ord er ikke nok for at vise hvor meget du har betydet for os. Ord kan ikke beskrive det tomrum der er nu, hvor du ikke er hos os mere. Det eneste vi kan fylde tomrummet med, er alle de gode minder vi har om dig.
Tak for alt Christina.
Familien vil gerne rette en speciel tak til beboere ved Lundby Krat og i Gistrup by, og til de frivillige, der deltog i eftersøgning i maj, og takke for den store indsats fra Missing People og ikke mindst Nordjyllands Politi, som på intet tidspunkt betvivlede vores bekymring for Christina og som meget professionelt var hos os i de svære timer, da hun endelig blev fundet.
Tak til elever og ledelse fra Aalborg HF-Must og gode venner fra Vrå Højskole, som støttede op om vores datter og søster både før og efter hendes død. Tak for ord og tanker, blomster i hjemmet og til begravelsen. TAK.
Der findes en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinien tilbyder anonym telefonrådgivning på 70201201.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.