En let snavset barnefod stjal fokus: Her er, hvad vi egentlig burde snakke om efter mødet med utraditionel storfamilie

Det er en urgammel mekanisme i os alle sammen. At vi kan blive provokerede af folk, som gør tingene væsentligt anderledes end os andre.

Sådan har det alle dage været.

Derfor er det heller ikke overraskende, at artiklen om familien Toft med de otte børn, som de hjemmepasser og hjemmeskoler og i øvrigt forsørger på én indkomst, har vakt debat.

For hvordan kan det lade sig gøre rent økonomisk? Hvordan skal de børn nogensinde begå sig på en uddannelse eller arbejdsplads? Og hvordan kan man være sikker på, at de lærer det, de skal?

Det er alle sammen valide spørgsmål, som forældrene, Linda og Glenn, sikkert også stiller sig selv på daglig basis.

Men når det er billedet af en lille barnefod med lidt skidt under neglene, der afføder flest kommentarer - og forargelse ikke mindst - skal man måske til at vende blikket indad.

Kommentarsporet på både Nordjyskes facebookopslag og andre lidt mere lyssky platforme har de seneste dage været præget af folks holdninger til børnenes niveau af renlighed.

Altså, hvor beskidte folk synes, de ser ud.

Og hvis det er dét, man hæfter sig ved, er jeg bange for, at man misser en vigtig pointe i den historie, Glenn og Linda har valgt at dele.

På et oplyst og velovervejet grundlag har de taget stilling til, hvilken familie de gerne vil være, hvordan deres liv skal se ud, og hvilke værdier der er vigtige for dem.

Og måske har de endda bedre styr på værdierne, end de fleste andre har.

I deres hjem i Fårup er der popcorn på gulvet og høns på terrassen, og intet er nyt og skinnende. For det er - og jeg har næsten lyst til at klappe det ud i stavelser - ik-ke vig-tigt. 

Deres fokus er ikke på, hvordan noget ser ud. Om deres liv tager sig "rigtigt" ud for omverdenen. Om børnenes tøj er nyt. Om gulvet er pletfrit. 

Om andre kan godkende.

Deres fokus er på bare at være. På at have det godt, at opdrage nogle børn til at blive ordentlige mennesker, der kan tage sig af sig selv og af andre, og at dagene føles meningsfulde.

Og til det har man ikke brug for hverken nyt mærketøj eller et bad hver dag. Selv om vi er mange, mig selv medregnet her, der er blevet forledt til at tro det.

I familien Tofts hjem er der plads til, at børnene kan være børn. Simpelthen.

Der er plads til, at de kan lege og svine og prøve ting af, og der bliver ikke ryddet op eller gjort rent, før de er færdige. Og nej, skidtet bliver ikke fjernet fra tåneglene hver dag.

Men det gør det altså heller ikke hjemme ved mig. 

I perioder er vi så pressede, at vores tre børn kun får ét bad om ugen, og det er helt sikkert for lidt, men er nogen blevet syge eller afgået ved døden? Gør det os til dårlige forældre, der forsømmer vores børn?

Det nægter jeg at tro på.

Så måske vi skulle fokusere på dét, der egentlig er værd at hæfte sig  ved i familien Tofts historie?

Prioriteterne. Værdierne. De sænkede skuldre. Og ikke mindst det frie børneliv, de giver deres børn.

Det er i hvert fald den lektie, jeg har lært af mødet med Linda og Glenn.

Jeg drømmer ikke om at leve lige præcis, som de gør, men jeg føler mig heldig over at have fået lov til at kigge ind i deres verden og beskrive den.

For det har været øjenåbnende, og det har vist mig, hvordan livet også kan leves. De gør det endda uden at undskylde for deres valg, som ligger et stykke fra normen.

Og hurra for det! Det burde vi egentlig alle sammen gøre.