Flere penge til ældrepleje er fint nok. Men det er empati, der mangler

Stor ros til Brønderslev Kommune for at sætte spotlight på en dårlig kultur over for de ældre på Plejecenter Margrethelund.

 <i>Foto: Lars Pauli</i>

Foto: Lars Pauli

Den socialdemokratiske regering har lovet bedre ældrepleje i Danmark. Vi venter i spænding og glæder os imens over, at Brønderslev Kommune nu reagerer på den kritik, som pårørende til ældre på Margrethelund i Dronninglund har fremført her i Nordjyske.

Kommunen vil sætte ind over for et misforstået ældresyn på plejecentret, styrke det interne tilsyn med forholdene og ændre ledelsesstrukturen.

- Vi beklager meget den oplevelse, som folk har haft. Det har ikke været godt nok, siger formand for ældreomsorgsudvalget Ole Jespersgaard (S).

Det fortjener anerkendelse, at politikerne i Brønderslev i denne sag ikke forsøger at lukke øjnene for problemerne, men påtager sig ansvaret for at få rettet op på de kritisable forhold, som Nordjyskes reporter Claus Kræmmergaard har afsløret i en artikelserie hen over sommeren. Det ville også være svært andet.

Nordjyske har beskrevet en kultur med respektløs behandling af de ældre, en ligegyldighed over for deres fysiske smerter og en manglende hjælp til den mest fundamentale pleje, såsom at blive vasket og få lov til at tisse. Ole Jespersgaard fortæller, at han i kølvandet på artikelserien har modtaget over 70 henvendelser fra borgere, som har bekræftet kritikken af problemerne på især Margrethelund.

Er løsningen så flere penge, som politikere fra både Socialdemokratiet og Venstre i Brønderslev nu også taler om?

Måske til dels. Normeringen på plejecentrene i Brønderslev Kommune ligger under landsgennemsnittet, og ikke kun Margrethelund har vanskeligt ved at skaffe veluddannet personale. Underbemanding og lappeløsninger med hårdtarbejdende, men ikke tilstrækkeligt uddannede vikarer kan skabe en dårlig kultur, og både Ældre Sagen og FOA har givetvis en pointe i, at politikere fra alle partier gennem flere år har svigtet i forhold til at sikre en tilstrækkelig økonomi.

Men ældreplejen har allerede fået mange penge. Regeringen har i finansloven for i år afsat yderligere 1,8 mia. kr. til højere faglighed og flere faglærte medarbejdere. Social- og sundhedsassistenter har nu mulighed for at specialisere sig til behandling af demente, og der er tillige afsat midler til flere fast tilknyttede læger på plejehjemmene.

Alligevel er der løbende meldinger om problemer på plejecentrene, så løsningen skal tydeligvis findes i andet end blot flere penge.

I de seneste tilsynsrapporter fra Margrethelund er der intet, der tyder på, at der skulle være dårlige forhold på plejecentret. Og det er måske det, der i virkeligheden er det mest skræmmende. Der synes nemlig at være skabt et bureaukrati i ældreplejen, hvor tidstyranni og krav til skemaplanlægning er sat i centrum i stedet for pleje og omsorg, og selv tilsynene sker med en revisors nidkærhed over for planer og rapporter, alt imens de gamles konkrete velbefindende ikke nyder nær samme opmærksomhed.

Så det er godt, at der nu sker noget på Margrethelund, og det er især godt, at politikerne i Brønderslev sætter spotlight på kulturen i ældreplejen. For der er noget ravruskende galt, når empatien over for de ældre i nogle tilfælde er en mangelvare. Det kan vi som samfund simpelthen ikke være bekendt. Vi skal have bragt værdier som omsorg og respekt for det enkelte menneske tilbage i højsædet, så både ældre og pårørende kan føle sig trygge ved vores plejecentre.

Når regeringen engang føler sig klar til at levere på løftet om bedre ældrepleje, må netop menneskesyn og kultur gerne være i centrum.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.