Dyr

Så er det bekræftet: Her har ulvene været forbi i Nordjylland

En ny rapport gør status på ulve-aktiviteten i Danmark, og noget tyder på, at to ulve har fundet sig godt til rette i Nordjylland

Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 22:56

NORDJYLLAND: En kold decembermorgen sidste år måtte lastbilchauffør Per Bugge Nielsen gnide sig selv i øjnene en ekstra gang, da han fik øje på noget ud af forruden i lastbilen. Ud fra et krat i det østlige Aalborg kom, hvad han selv er overbevist om var en ulv.

Under en måned senere, midt i januar, fik Anne Mette Bergmann et chok, da hun så nærmere på billedet af det dyr, hun havde spottet og fotograferet på sin daglige gåtur i Svenstrup. For da hun og hendes mand kiggede nærmere på billedet, var dyret for stort til at være en ræv - det lignede til Anne Mette Bergmanns store forbavselse i stedet en ulv.

I marts måned optog Kenneth Bendtsen en video, hvor et ulvelignende dyr bevægede sig rundt på en mark i det østlige Aalborg. Dagen efter fangede Heine Mikkelsen et billede af et stort dyr på byggepladsen ved Aalborg Universitetshospital.

Og sådan bragte Nordjyske i de første tre måneder af 2022 flere historier, hvor nordjyder kunne berette om møder med det, de mente var en ulv.

Nu gør en ny rapport fra den nationale overvågning af ulv i Danmark status over ulvenes aktivitet i Danmark fra 1. januar til 31. marts 2022. Heri står det klart, at flere ulve har befundet - og formentlig stadig befinder - sig i Nordjylland.

Faktisk tyder noget på, at to enlige hanulve endda har fundet sig godt til rette i Nordjylland for en længere stund.

Den røde markering viser steder, hvor der er fundet sikre og bekræftede spor af en ulv.Den gule farve markerer områder, hvor der er fundet mulige spor af en ulv.De sorte cirkler viser områder med stationære ulve. Kilde: Statusrapport fra den nationale overvågning af ulv (Canis lupus) i Danmark, Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum, Aarhus

Sikre spor

Det er Naturhistorisk Museum i Aarhus og Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, der står bag rapporten, hvori der gøres status på rapportering af aktiviteter og resultater under den danske overvågning af ulve i de første tre måneder af 2022.

I rapporten fremgår det blandt andet, at der er bekræftet ulveaktivitet i et større område omkring Aalborg fra januar til og med marts måned i år.

I alt vurderes det, at 14 voksne ulve har befundet sig i Danmark i denne periode, hvoraf fire menes at være såkaldte "stationære, enlige ulve" - altså ulve, der i perioden er forblevet i samme område i modsætning til strejfende ulve.

To af disse har formentlig opholdt sig fast i Nordjylland. Det drejer sig om en ulv i Råbjerg-reviret og en ulv i Lille Vildmose-reviret. 

I hvert fald findes der i de første tre måneder af 2022 syv observationer eller spor af en ulv eller formodet ulv i Råbjerg-reviret. Af disse fund er tre sikre, ét er bekræftet og tre er mulige spor af en ulv. Det formodes, at alle syv fund er fra den samme hanulv, der menes at have opholdt sig i Nordjylland siden november 2017.

I Lille Vildmose-reviret peger 22 fund på observationer eller spor af en ulv eller formodet ulv. Seks af fundene er sikre, otte er sandsynlige, og de sidste otte er mulige. Af rapporten fremgår det, at der formentlig er tale om fund fra den hanulv, der har holdt til i området siden maj 2021.

Begge menes at være født i Tyskland og er siden udvandret til Danmark. 

Validering af ulvespor

Når der opdages spor, der mistænkes for at være eller være fra en ulv, bliver sporene registreret og valideret. Sporene opdeles i forskellige kategorier.

C1: Sikker forekomst. Konkrete beviser såsom gode billeder, DNA-spor, teletrisporing, indfangede eller døde dyr.

C2: Bekræftet observation. Indirekte tegn såsom sporforløb.

C3a: Ubekræftede observationer, som ikke imødekommer standarderne for ovenstående C1 eller C2, men som regnes som sandsynlig forekomst.

C3b: Ubekræftede observationer. Mulighed for at der kan være tale om en ulv, men hvor hund eller andet større rovdyr ikke kan udelukkes

C3c: Formentlig spor af hund eller lignende, men hvor ulv ikke kan udelukkes.

Kilde: Statusrapport fra den nationale overvågning af ulv (Canis lupus) i Danmark, Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum, Aarhus

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden