Flydirektør pynter sig med lånte fjer: - Vi har ikke haft nogen direktører med det navn

Den ene af de to ejere i det nye flyselskab Great Dane Airlines, Huy Duc Nguyen, fortæller ikke sand­heden om sin karriere - det gælder både uddannelser og direktørposter i store firmaer

Huy Duc Nguyen (til højre) er medejer af og direktør i Great Dane Airlines. Men han har ikke været direktør i Codan og Apollo, som han skriver i sit cv. Foto: Bente Poder

Huy Duc Nguyen (til højre) er medejer af og direktør i Great Dane Airlines. Men han har ikke været direktør i Codan og Apollo, som han skriver i sit cv. Foto: Bente Poder

Opdateret: Huy Duc Nguyen har valgt at trække sig efter NORDJYSKEs afsløring, som du kan læse nedenfor.

Stemningen var næsten euforisk. Formanden for Aalborg Lufthavn, aalborgborgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), kaldte det ”en fantastisk dag”, og der blev talt om nye arbejdspladser og sunde kerneværdier.

Nyheden om et nyt nordjysk flyselskab med navnet Great Dane Airlines røg hurtigt ud på alle medieplatforme i hele landet. Det var ikke en dag til kritiske spørgsmål, og ud over en enkelt artikel i Ekstra Bladet, som påpegede, at selskabet mangler en licens i trafikstyrelsen - den såkaldte Air Operator Certificate - var der udelukkende god og positiv omtale hele vejen rundt i mediemøllen.

Men nu - et par dage før billetsalget til destinationer som Edinburgh, Dublin og Nice åbner - dukker der alligevel nogle ubehagelige spørgsmål op til den ene af de to ejere og direktører - nemlig Huy Duc Nguyen fra Hjørring. Under præsentationen ved pressemødet blev tidligere ansættelser og titler behændigt undgået. Det var kun muligt at se, at Huy Duc Nguyen har ”speciale i økonomistyring” og så noget med ”leder og organisationsudvikling”.

Imponerende CV

Men NORDJYSKE har set nær­mere på Huy Duc Nguyens karriere og hans firma Jobs Partner i Hjørring. Jobs Partner beskæftiger sig med integration og tolke­bistand, og kunderne er som regel kommuner, der køber kurser eller andre ydelser.

I den forbindelse har Huy Duc Nguyen været ude at præsentere sig selv og sit firma for kommunerne. NORDJYSKE er kommet i besiddelse af en præsentation, som blandt andet blev vist i Ballerup Kommune, og den må have imponeret de kommunale embedsfolk.

Ovenstående lyder næsten for godt til at være sandt for en person født i 1979, og det er det da også.

Ukendt for Codan

Hos Codan afviser kommunikationschef Anders Walthersdorf Frederiksen, at Huy Duc Nguyen er tidligere afdelingsdirektør.

- Vi kan ikke finde ham i vores systemer nogen steder. Derfor kan vi ikke bekræfte, at han har været ansat hos Codan. Og i øvrigt har vi ikke afdelingsdirektører på 22 år, siger han med henvisning til, at Huy Duc Nguyen blot var i starten af tyverne, da han ifølge eget udsagn skulle have været afdelingsdirektør i Codan.

Hos Apollo Rejser kender man heller ikke til en Huy Duc Nguyen, der skulle have været direktør med ansvar for Europa og Skandinavien.

- Jeg har været her siden 1993. Og vi har ikke haft nogen direktører med det navn, siger kommunikationschef Glenn Bisgaard og gør opmærksom på, at der også findes en maskinfabrik i Jylland med navnet Apollo. Men heller ikke i Brandevirksomheden havde man haft en direktør ved det navn.

Great Dane Airlines leaser deres fly i Irland. Foto: Bente Poder

Great Dane Airlines leaser deres fly i Irland. Foto: Bente Poder

Så er der firmaet AM Motor, hvor Huy Duc Nguyen - ifølge oplægget til kommunerne - var administrerende direktør i 2003. Firmaet er hjemmehørende i Hjørring og sælger udstyr til motorcykler, men Huy Duc Nguyen har ifølge det centrale virksomhedsregister - cvr.dk - aldrig været i direktionen for AM Motor.

Fake kandidat

Og så er der uddannelserne - matematikøkonom fra Aarhus og Aalborg Universitet. I oplægget står der 2001, men på Huy Duc Nguyens LinkedIn-profil gik han på Aalborg Universitet fra 2000 til 2003, hvor han blev bachelor i økonomi. Samme år fortsatte han - igen ifølge LinkedIn-profilen - på Aarhus Universitet, hvor han to år senere blev kandidat i økonomi.

Eller rettere, det stod der. For i tirsdags ændrede Huy Duc Nguyen sin profil og slettede, at han var hhv. bachelor og kandidat i økonomi. Dette kan hænge sammen med, at Aarhus Universitet har orienteret Huy Duc Nguyen om NORDJYSKEs henvendelse for at få bekræftet hans uddannelse på universitetet.

Ingen rød studenterhue

Tilbage står så Huy Duc Nguyens oplysning om, at han gik på Hjørring Gymnasium i 1996 som anført på oplægget til kommunerne.

NORDJYSKE bad gymnasiet om at undersøge rigtigheden af dette og herfra lød beskeden, at man ikke kunne finde Huy Duc Nguyen i kartoteket over tidligere elever.

- Derfor kan jeg ikke bekræfte, at han har taget sin eksamen på Hjørring Gymnasium, siger rektor Elsebeth Gabel Austin.

Fredag aften sendte Huy Duc Nguyen en mail til NORDJYSKE, hvori han havde vedhæftet et dokument med en række karakterer i musik, kemi og biologi. Dokumentet er underskrevet og stemplet med følgende: ”Hjørring Gymnasium og HF Kursus, Hjørring, den 1/3-2019. Kopiens rigtighed attesteres:”

Men du blev ikke student derfra?

- Nej. Jeg hoppede over på handelsskolen, siger Huy Duc Nguyen.

NORDJYSKE har efterfølgende kontaktet EUC Nord, hvor handelsskolen i Hjørring hører under.

Her bekræfter kommunikationschef Jacob Noes Christensen, at Huy Duc Nguyen gik på handelsskolen i perioden 1999-2002 og fik sit eksamensbevis.

Alligevel fremgik det fortsat ved redaktionens slutning af Huy Duc Nguyens LinkedIn-profil, at han læste økonomi på Aalborg Universitet i perioden 2000-2003.

God sparring

NORDJYSKE spurgte torsdag middag administrerende direktør Thomas Hugo Møller, der ejer Great Dane Airlines sammen med Huy Duc Nguyen, om usandhederne i hans kompagnons CV får nogen betydning for deres samarbejde. Det gør det tilsyneladende ikke.

Thomas Hugo Møller kalder Huy Duc Nguyen for en dygtig iværksætter, der har givet ”god sparring på den økonomiske side” i Great Dane Airlines.

Til venstre for Huy Duc Nguyen ses Thomas Hugo Møller, der er administrerende direktør i Great Dane Airlines. Foto: Bente Poder

Til venstre for Huy Duc Nguyen ses Thomas Hugo Møller, der er administrerende direktør i Great Dane Airlines. Foto: Bente Poder

- Jeg kan ikke udtale mig om, at han har givet usande oplysninger - jeg har ikke kunnet finde usande oplysninger. Jeg ser på, hvad for en person han er nu. Det er dét, jeg agerer ud fra. Og det er lavet sådan, at det er os begge to, der tegner selskabet, så der kan ikke gå informationer uden om mig - uden at jeg er opmærksom på det. Jeg er tryg ved den konstellation, der er lavet, siger Thomas Hugo Møller.

Han er ikke bange for, at selskabets troværdighed får et knæk, inden det første fly er gået på vingerne.

- Det er mig, der er administrerende direktør i firmaet, og det er mig, der er ansvarlig udadtil over for omverdenen, så der er jeg stadig helt tryg ved, at folk møder en seriøs og troværdig virksomhed, siger han.

Ingen undskyldninger

I første omgang havde Huy Duc Nguyen afslået at stille op til interview med NORDJYSKE grundet travlhed med etableringen af fly­selskabet, men kort efter vores samtale med Thomas Hugo Møller ringede Huy Duc Nguyen tilbage for at svare på spørgsmål alligevel.

Han fastholder over for NORD­JYSKE, at han har gået på de uddannelser, han har oplyst i sit CV, men samtidig erkender han, at han ikke har afsluttet en bachelor eller en kandidat på universiteterne i Aalborg og Aarhus.

Hvorfor skriver du så, at du har taget de uddannelser?

- Hvis du spørger mig hvorfor - altså jeg har ikke en god forklaring. Det er det, jeg siger. Jeg har ikke nogen undskyldninger eller en god forklaring, siger Huy Duc Nguyen, der i fredagens mail havde vedhæftet en udskrift af en studiejournal fra Aalborg Universitet og oplyste, at han tirsdag forventede dokumentation for sin studieaktivitet på Aarhus Universitet.

Ikke lokkemad

Huy Duc Nguyen afviser, at han fandt på direktørtitlerne og talte usandt om sit uddannelsesniveau for at lokke kommunerne til at handle med Jobs Partner.

- Jeg kan forsikre dig, at de ikke køber det på baggrund af min person. Men hvad kan vi sælge det til - og hvor god en effekt kan vi levere. Hvor gode er vi til at få borgere i uddannelse eller i job, siger han.

I forhold til hans påståede direktørposter i Codan, Apollo og AM Motor erkender Huy Duc Nguyen, at han ikke har været direktør i nogen af firmaerne. Han fastholder dog, at han har været ansat i Codan og i et underfirma til AM Motor.

Med hensyn til Apollo oplyser Huy Duc Nguyen, at der ikke er tale om rejseselskabet, men et motor­cykelfirma, som han arbejdede for i en periode.

Heller ikke i forhold til de falske direktørtitler kan Huy Duc Ngyuen forklare nærmere.

- Det er det samme igen. Jeg har ikke nogen god forklaring til dig. Jeg kan kun fremlægge fakta for dig, siger han.

I dag fortryder Huy Duc Nguyen, at han har pyntet på sit CV.

- Skulle jeg have lov til at gøre det igen, ville jeg synes, at det mest rigtige at gøre var at putte de rigtige fakta i, siger han.

Formand: Jeg forholder mig til selskabet

Thomas Kastrup-Larsen har som formand for Aalborg Lufthavn ikke umiddelbart nogen kommentarer til NORDJYSKEs oplysninger om Huy Duc Nguyen. Han vil ikke forholde sig til en ”enkeltejer af selskaber”.

- Jeg forholder mig som formand for Aalborg Lufthavn til selskabet Great Dane Airlines, og han er ikke den eneste, der står bag. Jeg har ikke fundet anledning til ikke at skulle tro på de ting, de har stillet kunderne i udsigt, og hvis jeg i den forbindelse skulle blive skuffet, så må vi agere og håndtere den situation. Men det er selskabet som sådan, jeg forholder mig til, og ikke en af ejerne, og hvad han som person har skrevet til sine CV’er, siger Thomas Kastrup-Larsen.

I en tidligere udgave af denne artikel fremgik det, at Huy Duc Nguyen ikke var vendt tilbage med dokumentation for, at han har gået på Hjørring Gymnasium. NORDJYSKE beklager.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.