Flystyrt på Fur: To vennepars søndagsudflugt endte tragisk
Det er fortsat uvist, hvad der forårsagede ulykken, som kostede to kvinder livet og kvæstede to mænd alvorligt
FUR: En søndagsudflugt for to vennepar midt i 40'erne fik tragisk udgang, da det privatfly, som de var fløjet i fra Billund, styrtede ned kort efter start fra flyvepladsen på Fur. Begge par er fra Horsens-området.
De to kvinder omkom begge ved flystyrtet, mens de hårdt kvæstede mænd blev fløjet til behandling på Rigshospitalet i København. Her ligger de begge i koma, oplyser Poul Vestergaard-Lau, stationsleder for Midt- og Vestjyllands Politi i Skive-Viborg.
Mandag formiddag har han i øvrigt ikke noget nyt om de to mænds tilstand.
Den ene af de to kvæstede var pilot på flyet.
- Efter de foreliggende oplysninger er det vores opfattelse, at han var en erfaren pilot med mange flyvetimer bag sig, siger Poul Vestergaard Lau.
Selskabet fløj fra Billund ved 11-tiden søndag formiddag i det lejede propelfly. Hvornår de ankom til Fur vides ikke, men de har formentlig opholdt sig på Limfjordsøen i nogle timer, inden flyet ved 16-tiden lettede fra flyvepladsen.
Hvad der herefter skete, det skal havarikommissionen nu forsøge at klarlægge.
- De skal formentlig have kigget på mange ting. Vind- og vejrforhold, startbanens beskaffenhed, teknikken i flyet og så videre, siger Poul Vestergaard-Lau.
I alle tilfælde endte flyet i et træ tæt på flyvepladsen. Men om det fløj ind i eller faldt ned i træet, det er heller ikke afklaret.