Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi kæmper stadig med at vænne os til tanken om Saunagus-præster i den danske folkekirke, og så satme om ikke vores politikere nu har fået indført begrebet, "folketingspræst", altså præster som skal være fast tilknyttet folketingets medlemmer, skulle de føle behov for en omgang sjælesorg.

Vi bevæger os ud af en overordentlig farlig vej for et progressivt og værdiliberalt demokrati. Hvis ikke vi snart begynder at råbe vagt i gevær mod den tiltagende "nykristendom", mod den stigende sammenblanding af religion og politik, der i realiteten ikke er andet end et elendigt "værn mod Islam" og mod den såkaldte "fare for total islamisering af Danmark", som er mest skinger og pinagtig hos Dansk Folkeparti, men som man også sagtens kan spore i Socialdemokratiet og andre politiske partier, som ynder at skilte med deres kærlighed til de kristne grundværdier, altid stillet op imod Islam og dermed kommer de alle til at lyde som en flok nykristne islamofober.

Det hænger jo afsindigt dårligt sammen med disse menneskers konstante hamren og banken på muslimer over, at de stiller deres tro over demokratiske værdier og gør for meget væsen af deres religion, og så viser vi det gode eksempel ved at invitere vores religion midt ind i demokratiets hjerte?