Erhverv

Fond med nordjyder i spidsen buldrer frem: 55 millioner på pluskontoen

Fonden sender millioner ud til forskning og øget viden om frygtede sygdomme

Fonden bidrager bl.a. til forskningen i demens.
Fonden bidrager bl.a. til forskningen i demens. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Med nordjyske profiler i spidsen kom Bevica Fonden flot ud af 2024. Fondens egenkapital voksede med 55 millioner kroner og nåede dermed op på 583 millioner kroner – trods uddelinger på 33 millioner kroner til forskning og scholarships.

Bag fonden står blandt andre professor i neurovidenskab ved Aalborg Universitet, Thomas Sinkjær, og tidligere sundhedsminister Jakob Axel-Nielsen som henholdsvis formand og næstformand for bestyrelsen.

Af ledelsesberetningen fremgår det, at størstedelen af donationerne – cirka 24 millioner kroner – gik til at fremme viden om universelt design ved at styrke forsknings- og uddannelsesmiljøer.

Bevica Fonden, der blev stiftet i 1872, arbejder for at forbedre livsvilkårene for mennesker med bevægelseshandicap. Fonden ejer blandt andet investeringsselskabet Bevica Innovation A/S, som også kan fremvise solide tal for 2024.

Bevica Innovation landede året med et overskud på 8,2 millioner kroner – en firedobling i forhold til året før – og en egenkapital, der steg til 68,5 millioner kroner.

Overskuddet skyldes især gode afkast fra værdipapirporteføljen samt vækst i selskaber som den Aalborg-baserede tech-virksomhed Brainreader ApS, der udvikler software til tidlig diagnosticering af sygdomme som Alzheimers, demens og multipel sklerose.

Gå til relaterede emner

Forsiden