Vintervejr

Fredag kan du vågne op til et snedækket Nordjylland - pas på i trafikken

Op til hård vind i Nordjylland giver risiko for snefygning, advarer DMI

Arkivfoto: Michael Koch
Arkivfoto: Michael Koch

NORDJYLLAND: Fredag kan mange nordjyder vågne op til et snedækket landskab.

Det fortæller meteorolog Klaus Larsen fra DMI. Det skyldes, at temperaturen falder markant natten til fredag.

- Et lavtryk vil lægge sig over Sverige ud på aftenen torsdag og natten til fredag, og så begynder der at komme kold luft ned fra nord. Og det betyder, at nedbøren går over i slud og sne, fortæller Klaus Larsen.

Han vurderer, at der natten til fredag kan komme en til to centimeter sne i den østlige del af Nordjylland. Det er mere tvivlsomt, om resten af landsdelen får vinterens første sne.

- I kan godt vågne op til et snehvidt landskab flere steder men især ud mod Kattegat. Ja, faktisk en stor del af det østlige Nordjylland. Men inden I glæder jer for meget, så skal I altså stå tidligt op, hvis I skal nå at lave en snemand ud af det. For det smelter i løbet af formiddagen, hvor der igen kommer fire-fem graders varme. Sådan er det tit med vinterens første sne. Den er ofte mere til gene end til gavn, konstaterer Klaus Larsen.

Veje og cykelstier kan blive sneglatte tidligt fredag, og der er en ekstra risiko for trafikanterne:

- Det bliver temmelig blæsende med en frisk til hård vind, så der er risiko for snefygning. Det er muligt, at der bliver saltet, og at det kan tage sneen på vejene. Men med de her vindstyrker kan der stadig blæse sne ud på vejene, advarer meteorologen.

Sol og nattefrost i weekenden

En fordel ved den kolde, arktiske luft, der er på vej, er solskin:

- Det bliver en tør og klar luft, så det bliver med masser af solskin i Nordjylland i weekenden, lover Klaus Larsen.

Dagtemperaturen vil lægge sig på fire-fem plusgrader, men vær opmærksom på, at der kan komme nattefrost.

- Frem til og med natten mellem mandag og tirsdag skal man være påpasselig, hvis man skal ud at køre. Hvis der ligger lidt smeltevand, fryser det jo lige med det samme i nattetimerne, hvis der kommer tre-fire graders frost, pointerer Klaus Larsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden