Debat

Frederikshavner: Ikke flere pinligheder her i kommunen, tak

- Det er jo pinligt for at sige det lige ud, at Frederikshavn Kommune får bundkarakter i så mange undersøgelser, skriver skribenten.
- Det er jo pinligt for at sige det lige ud, at Frederikshavn Kommune får bundkarakter i så mange undersøgelser, skriver skribenten. Arkivfoto: Ritzau Scanpix

Opdateret 27. november 2025 kl. 13:55

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad mig starte med at sige, at jeg er meget glad for at bo i Frederikshavn. Jeg synes, det er en spændende by, der ligger fantastisk ud til Kattegat. Jeg nyder udsigten hver dag mod øst ud over vandet, Hirsholmene, Kølpen, Deget, mod syd den dejlige by Sæby, det gamle kirketårn rager flot i vejret, Pikkerbakken rejser sig majestætisk. 

Hold da op, hvor ligger der et flot landskab ud mod kysten, Gedebjerget og nede i slugten Sæby skov. Mod nord glimter langt ude Skagen, en fortryllende by. 

Jeg elsker den by, har undervist i mange år deroppe og kørt turen om aftenen tilbage til Frederikshavn og opdaget, at månen skiftede position undervejs, så man blev kulret i hovedet. Om aften går jeg ud på altanen og ser flåden af skibe på Skagen red ligge som en glimtende perlekæde af små lyskugler. 

Mod vest ser jeg ind over Vendsyssel, solnedgangen er flammende rød, Tolne-senderen glimter, og jeg falder ikke for fristelsen til at tro, at det er en drone, der vil os noget ondt. Der fås ikke noget bedre sted i verden, synes jeg. Alt er godt.

Kommunen er en virksomhed

Men så er jeg også nødt til at sige, at der er for meget klummer i kommunens ledelse. Nu senest, at Centret for familie har lavet en budgetoverskridelse på op mod 30 millioner kroner. Det meddeles cirka en måned efter, at de politiske partier i byrådet var blevet enige om et budget for 2026. 

Kommunen er en meget stor virksomhed. Men altså der må vel være så meget indøvet tillid og hurtigt informationsflow mellem politikere og administration, at sådan noget ikke kan ske? 

Der blev så hurtigt taget en konsekvens af det bristede tillidsforhold, og lederen er blevet fritstillet (som det hedder). Men er det første gang, at der er problemer med ledelseskulturen i Frederikshavn Kommune? Er vores ledere dygtige nok?

Det er jo pinligt for at sige det lige ud, at Frederikshavn Kommune får bundkarakter i så mange undersøgelser. Det gælder erhvervsvenlighed, det gælder ældreplejen. 

Jeg vil gerne tage den slags undersøgelser med et gran salt, men der er jo efterhånden lidt for mange eksempler på elendig ledelse. Jeg tænker også på vores “berømte” havn. 

Retssager om havnen

Hvorfor var der ikke et ordentligt tilsyn med, hvordan havneudvidelsen forløb, og hvilke udgifter der løb grassat, og styr på, hvilke aftaler der blev indgået med de forskellige virksomheder om lejemål og pris. 

Nu kører der retssager, som kommunen har anlagt, og anklagede har anlagt mod kommunen, og jeg ved overhovedet ikke, hvordan disse sager står eller er placeret i retssystemet. Det er helt formørket.

Nu har der så været et kommunalvalg, og jeg kender i skrivende stund ikke resultatet. Jeg synes ikke, at det er nemt at være politiker. Men jeg synes, det ville være en god idé at få kommunen til at fungere noget bedre end den gør. 

Ikke mindst prøve at sikre en større tilfredshed på en række kerneområder af, hvad kommunen skal yde for borgerne. Jeg synes, at partispørgsmål er næsten ligegyldige i kommunalpolitik, fordi der er så lidt manøvrerum. 

Men den politiske ledelse bør være markant og arbejde sammen med en velfungerende administration. Det synes ikke at være tilfældet for øjeblikket. Det kan kun blive bedre.

Og det skylder de nyvalgte politikere borgerne i kommunen. Og det skal ske sammen med en kompetent administration, som gerne må oppe sig mere, hvis vores gode kommune ikke skal blive kendt for endnu en pinlighed. Det synes jeg faktisk ville være synd for Frederikshavn, der jo, som sagt i indledningen, er et af de dejligste steder i Danmark.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden