Fylder 60 år: Frank Jensen er landet på benene igen - men helt færdig med politik

Tidligere overborgmester og minister Frank Jensen var 31 år i politik, men trak sig efter krænkelsessager. Nu bruger han sin politiske erfaring som konsulent

Frank Jensen fylder fredag 60 år. .Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix <i>Ritzau Scanpix</i>

Frank Jensen fylder fredag 60 år. .Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Frank Jensen, fhv. minister, fhv. overborgmester, Jens Otto Krags Gade 9, København, fylder fredag 60 år.

Meget har nordjyden nået gennem næsten fire årtier i offentlighedens søgelys, men det er ikke alt i hans nu 60-årige liv, der er gået efter planen. Første afvigelse indtraf, da han skulle døbes i hjembyen Ulsteds kirke. Forældrene havde valgt, at deres søn nr. to skulle hedde Kim.

Drengens farmor meddelte imidlertid kort før dåben, at hun ikke brød sig om dette navn, og i stedet endte han med at blive en Frank. Dåbsskeen var på dette tidspunkt forlængst bestilt, så i de første leveår blev Frank Jensen madet med en ske, hvor der var indgraveret Kim!

Familien flyttede senere til Aalborg, til Ferslev og til Støvring, hvor faderen, Kjeld Jensen, i to perioder var socialdemokratisk borgmester. Den politiske bacille gik i arv, og som 14-årig deltog Frank Jensen i sit første møde i DSU i Støvring, som han siden blev formand for. Han blev også formand for DSU i hele Nordjylland, ligesom han var elevrådsformand på Aalborg Katedralskole.

Efter HF-eksamen læste han økonomi på Aalborg Universitet. 1986 - et år, der er en af hans livs milepæle - blev han cand. oecon og ansat i en forskerstilling. Samme år fødte hustruen, børnehaveklasselærer Jane Frimand Pedersen, som han havde mødt i DSU, parrets anden søn Lasse (tre år tidligere var Rasmus kommet til verden). Og samme år pegede Socialdemokratiet i Aalborg Nord-kredsen på ham som ny folketingskandidat.

Partifællerne, ikke mindst borgmester Henning G. Jensen og kredsformanden, Orla Hav, så potentialet i den veltalende, lyshårede, drengede økonom. Eneste frygt var, at han måske ikke var kendt nok i den brede offentlighed. Det blev der rådet bod på ved at skaffe ham et bijob som bingovært på TV Aalborg - hvilket året efter viste sig at have været et klogt træk: Ved folketingsvalget i september 1987 fik Frank Jensen bingo og tog hul på 20 år som uafbrudt nordjysk repræsentant ved tinge.

Næste valg kom kun otte måneder senere. Her blev Frank Jensen topscorer i Nordjylland - en position, han bevarede resten af sin tid på Christiansborg.

Uden for Nordjylland blev han første gang for alvor kendt, da han i 1992 holdt anbefalelsestalen for den siddende formand på partikongressen i Vejle, hvor Svend Auken blev udfordret af Poul Nyrup Rasmussen. Sidstnævnte vandt, dannede regering året efter og tog Auken-støtten Frank Jensen med i regeringen som forsknings-, it- og teleminister. Efter en rokade blev han 1996 justitsminister.

I det nye job fik han afskaffet revselsretten - med en enkelt stemmes flertal i Folketinget - og benådede den livstidsdømte politimorder Palle Sørensen efter 33 års afsoning. Men som justitsminister blev han også øverste ansvarlige for talrige andre beslutninger, der ikke alle var populære hos alle; han, og især hans familie, måtte i lang tid leve med, at en utilfreds kvinde hver aften tog opstilling foran deres hjem i Nørresundby og sang sin utilfredshed ud.

Efter regeringsskiftet i 2001 blev Frank Jensen menigt folketingsmedlem og senere politisk ordfører. 2005 trak Mogens Lykketoft sig som partiformand, og Frank Jensen, der i årevis havde været uofficiel kronprins, meldte sig på banen som mulig efterfølger. Ikke alle så ham som det naturlige valg. Hans konkurrent viste sig at blive et helt nyvalgt folketingsmedlem, Helle Thorning-Schmidt.

Efter en turné landet rundt med efterfølgende urafstemning blev Helle Thorning-Schmidt, takket været 53 pct. af stemmerne, ny formand.

Kort tid efter forlod Frank Jensen Folketinget til fordel for en direktørpost i et it-firma og siden i brancheorganisationen Danske Advokater. Dette betød samtidig et definitivt farvel til privatadressen i Aalborg. Selv om han, da han fyldte 40, i et interview her i avisen forsvor, at han nogen sinde ville have adresse andre steder end i Nordjylland! (”At flytte herfra vil være som at miste den ene arm”).

Han fabulerede dengang også om et liv med dyr og måske et hverv som højskolelærer den dag, det politiske liv var ovre.

Det var det i første omgang kun midlertidigt, skulle det vise sig: I 2009 lod cirkushesten sig trække tilbage i den politiske manege. Da sejrkvinden i formandsopgøret manglede en ny spidskandidat efter Ritt Bjerregaard til kommunalvalget i København, sagde Frank Jensen ja til et comeback og kunne 1. januar 2010 indtage overborgmesterstolen i hovedstaden.

35.864 københavnere stemte personligt på Aalborgmesteren, som Politikens satriske rubrik ATS hurtigt døbte nordjyden, der styrede hovedstaden. Ved de to efterfølgende valg fik han færre krydser, men beholdt posten indtil oktober i fjor, hvor han efter en række sager om upassende adfærd måtte trække sig.

Dette betød også et ufrivilligt farvel til en række andre poster, han i mellemtiden havde opnået, herunder som næstformand for Socialdemokratiet.

I dag er han ”med stor støtte fra familie og venner sammen med Jane landet godt på benene igen”.

I sit nye frie liv, der indfandt sig tidligere, end han havde tænkt sig, har han etableret et nyt konsulentfirma, FrankJensenCph, der vil rådgive om og udvikle nye investeringsprojekter inden for grøn omstilling. Samtidig er der blevet mere tid til familien, inklusiv fem børnebørn, til læsning og til havearbejde i sommerhuset. Alle dage starter med en løbetur fra hjemmet på Islands Brygge og gennem den by, Frank Jensen i et årti styrede.

Han har én gang sagt farvel til politik og nu gjort det igen. Og denne gang er det for altid, slår han fast: Efter 31 år som folkevalgt har han, synes han, ”taget min tørn på øverste hylde og aftjent min demokratiske værnepligt”.

Yngstesønnen Lasse bærer imidlertid stafetten videre i byrådet i Aalborg. Partifællerne har netop anbragt ham på andenpladsen på den socialdemokratiske liste ved efterårets kommunalvalg.

Den tidligere overborgmester og hustruen har fortsat også mange venner i Aalborg og har egen bolig, når de er i byen.

Lejligheden ligger - naturligvis - på Borgmestervænget!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.