Restauranter

Gæsterne bliver væk: Aflysninger for millioner på nordjyske restauranter og hoteller

Nedlukningen af Danmark går hårdt ud over nordjyske restauranter og hoteller. Tusindvis af afbestillinger af borde og hotelværelser varsler milliontab for en i forvejen hårdt trængt branche

Tomme restauranter i hele Nordjylland. Gæster annullerer bookinger, mens restauranter selv lukker. Foto: Peter Broen
Tomme restauranter i hele Nordjylland. Gæster annullerer bookinger, mens restauranter selv lukker. Foto: Peter Broen

Opdateret 24. maj 2022 kl. 11:59

Artiklen opdateres i takt med, at restauratørerne skifter strategi

Nordjyske restauranter og hoteller er hårdt ramt efter corona-virussets indtog i Danmark.

Mange af dem, NORDJYSKE har talt med, modtager aflysninger på stribe og frygter allerede nu for deres levebrød.

Særligt slemt ser det ud for restauranterne Applaus, Dejavu, Nam, Smaek og Menendéz i Aalborg.

Medindehaver Kim Jeppesen har sammen med Mads Hyllested gjort de de foruroligende tal op for de fem restauranter.

- Altså mandag fik vi 250 afbestillinger, tirsdag fik vi 285, og i går har vi nok fået noget, der ligner 500 afbestillinger. I dag holder "fin" kadence. Indtil videre har vi her i formiddag nok fået 450 flere, siger Kim Jeppesen.

Lukker på mandag

1500 afbestillinger i denne uge stiller store krav til den næste tid, og lukning er ikke en mulighed.

- Vi holder fortsat åbent i vores tre restauranter i weekenden, men vi følger selvfølgelig regeringens anbefalinger med at holde et begrænset antal gæster. Vi sørger for afstand mellem bordene og tager meget strenge forholdsregler på hygiejnen. Lige nu prøver vi bare at lave en løsning, så vi kan overleve og vil også hjemsende personale ud fra den aftale, der er lavet mellem Horesta og 3F, siger Kim Jeppesen, der vil tilbyde takeaway fra Nam og Menendéz-restauranterne men altså lukker fra på mandag.

Nam og de tilhørende restauranter ser frem til svære uger. Foto: Martin Damgård

Hotel med massive udfordringer

Hotel Amerika i Hobro er godt polstret, men her er også store udfordringer, når et stort hotel pludselig oplever afbestillinger i den helt store stil.

- Billedet lige nu er, at gæsterne har annulleret alt de næste 14 dage. Det er så massivt. Det svarer til 200 overnatninger, og jeg estimerer, at det er 500.000 kroner i mistet omsætning bare i marts måned. Og det trækker desværre allerede ind i april måned nu, siger direktør Peter Hansen på Hotel Amerika.

Lille sted, et gratværk af udfordringer

Fra det store hotel til den lille restaurant Gratværk i Frederikshavn, der tager situationen aldeles alvorligt og holder åbent for nuværende reservationer, men lukker for nye.

- Vi holder åbent de næste to dage med de nuværende reservationer, som vi har inde, men vi tager ikke længere nye reservationer ind. En del folk har aflyst deres reservationer, særligt større selskaber som efterfølgende skulle have deltaget i det også aflyste arrangement “midt om natten” i Arena Nord, siger indehaverne Rikke Jensen og Michael Andersen.

Samtidig er der ekstra fokus på hygiejnen, afspritning og god afstand mellem bordene, og så er personalet sendt hjem.

- Vi har overenskomst og har valgt at sende vores personale på “ferie”, således at det kun er os selv i restauranten, siger ejerne, der lukker ned i næste uge men stadig holder åbent for take-away for at holde gang i butikken.

- Vores gæster får uddelt tider således, at afhentning foregår i intervaller.

- Vi mener, at vi som restauration bliver nødt til at sætte et eksempel og tage vores ansvar alvorligt og følge de anbefalinger, som er blevet meldt ud fra regeringen, således at vi kan være med til at inddæmme situationen.

- Og så håber vi, at folk vil støtte op om os i forhold til køb af takeaway og hjælpe os igennem denne krise, for der er ingen tvivl om, at det vil få utrolig stor økonomisk påvirkning for vores virksomhed, siger indehaverne.

Gratværk i Frederikshavn håber, at folk støtter ved at bestille take-away og hente på aftalte tidspunkter. Foto: Peter Broen

Mortens Kro opsiger alle

Mortens Kro har resten har måneden oplevet mange afbestillinger, og de bliver ved med at tikke ind, siger indehaver Morten Nielsen.

- Vi har netop opsagt vores personale jævnfør vores lokalaftale med 3F Aalborg - med to dages varsel, og vi lukker ned fra i aften i en to ugers periode. Vi har modtaget så mange annulleringer i dag, at det ikke giver nogen mening at forsætte i øjeblikket. Og denne løsning giver personalet mulighed for at gå næsten direkte på dagpenge, siger indehaver Morten Nielsen.

- Personalet er selvfølgelig kede af det men tager det roligt og med forståelse for situationen. Aftalen har den forudsætning, at man senest én måned efter den 12. marts 2020 tilbyder medarbejderne genansættelse på samme vilkår, som de havde ved opsigelsen, siger Morten Nielsen.

- Rent økonomisk har det naturligvis store konsekvenser at miste sin omsætning fra den ene dag til den anden, og vi har lige nu over 400 kuverter annulleret i marts, lige som arrangementer i begyndelsen af april også er ramt, siger han og roser 3F Aalborg for aftalen.

- Det er en meget flot aftale fra 3Fs side, men de ved jo også godt, at konsekvenserne af at fortsætte vil være, at der vil komme endnu flere ledige i kølvandet og en afmatning af vores samfund i en lang periode bagefter, siger Morten Nielsen.

Alimentum i Aalborg havde først besluttet at holde åbent, men nu ændrer de mening i en mail til deres gæster

- I takt med at Corona-virusset spreder sig i samfundet, føler vi, at det er vores pligt som mødested for glade gæster at tage et medansvar for at neddæmpe smittefaren. Det medvirker til, at vi kan komme hurtigere ud på den anden side af denne forfærdelige tid, lyder det fra ejerne, Simon Kvist Bjerre og Søren Birch.

- Vi håber på at se en masse glade gæster på den anden side af denne “Lock-down”, og at vi i fællesskab skal få Danmark på rette spor igen, skriver de og bedyrer, at man selvfølgelig kan flytte sin reservation til et senere tidspunkt.

San Giovanni lukker

SanGiovanni lukker lukker hele huset ned fra den 12. marts til den 29. marts på grund af Covid19.

- Vi mener, det er en fælles opgave for at stoppe smitten, og vi samt vores medarbejdere har valgt at følge regeringens anbefalinger. Hvis en af vores medarbejdere bliver smittet, så skal vi alligevel i karantæne, så vi mener ikke, det kan betale sig, siger Mikele Volpi fra San Giovanni.

La Locanda lukker også men holder La Bottega åbent

- Jeg tror, at 90 procent af vores reservationer er blevet aflyst de seneste 24 timer, men vi har også besluttet at holde lukket de næste par uger, siger indehaver Carlo Liberati.

I stedet vil der være salg af take-away fra delikatessen i La Bottega, oplyser Liberati.

- Vi har besluttet at tage en dag ad gangen og ønsker alt det bedste til alle vores kolleger, lyder det fra Brix' Gaard.

La Locanda lukker et par uger men ikke lillesøster La Bottega. Foto: Henrik Louis Simonsen

Essens er også ramt

I Frederikshavn er Restaurant Essens ramt lige med det samme.

- Vi havde fuldt hus i kalenderen torsdag, fredag og lørdag, og alle bookinger er stort set væk nu. I næste uge er der også ved at komme aflysninger, så det er ikke så godt, siger indehaver Tonny Kristensen, der holder åbnet indtil videre.

- Vi prøver med lidt mad ud af huset, så vi ikke kommer til at kede os, lyder det.

Hotel Bramslevgaards kalender er ryddet men holder åbent

- Vi har stor set fået hele bookingkalenderen ryddet de næste 20 dage. Vi plejer at have rigtig mange konferencer med kommunerne og regionerne, men de har selvfølgelig aflyst på grund af myndighedernes strategi. Men også fester og bryllupper begynder vi at få aflysninger på - endda helt indtil sommer, siger executive chef, Thomas Guldhammer-Karlsen.

Ruths Hotel oplever samme tendens som resten

- Situationen er alvorlig, og vi har endnu ikke det samlede overblik, da annulleringerne kommer løbende ind. Vi holder stadig åbent og holder os orienteret i forhold til anvisningerne fra sundhedsstyrelsen, siger direktør Tom Boye.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden