Klimakrisen er på alle måder en global krise, hvor de lande der udleder mindst, rammes ligeså hårdt som de lande der udleder mest. Hvis vi skal redde klimaet - og det skal vi selvfølgelig - så skal vi løfte i flok. Allerhelst globalt, men som minimum på EU-niveau, hvis det for alvor skal rykke noget.

Hele den europæiske fødevaresektor skal producere mere for mindre. Og de danske landmænd er allerede godt i gang. Tænk bare... Dengang jeg startede som bondemand i 1970’erne, var den samlede kvægbestand i Danmark på 2.678.000 stk. Det tal er faldet med 45 procent de sidste 50 år. Og alene de sidste 20 år er bestanden reduceret med 20 procent. En sådan udvikling peger på én ting: Vi er blevet bedre til at producere mere for mindre.

Og det er vi nødt til. For selvfølgelig skal drivhusgasserne reduceres til et minimum. Men de 1,7 milliarder mennesker, som FN forudser, at vi bliver ekstra i 2050, kan ikke leve af kærlighed og kildevand. De mange flere munde skal mættes - og allerhelst af danskproducerede fødevarer, fordi de allerede i dag er blandt verdens mest klimavenlige. Jeg vil kæmpe benhårdt for, at vores europæiske landbrugskollegaer kommer op på dansk niveau. Det er både til gavn for klimaet, konkurrencen og vigtigst af alt: fødevareforsyningssikkerheden.

Fødevareforsyningssikkerhed er et ord, vi har lært at stave til igen efter Ruslands invasion af Ukraine. At der altid er mad på hylderne i supermarkedet er ikke en selvfølge. Derfor skal vi værne om vores fødevareproduktion. Uanset om fødevarerne kommer fra land eller vand.

De europæiske have lider under enorme mængder spildevandsudledninger fra kulsorte og forurenende gigantlande som Polen og Rusland, der udleder urenset spildevand direkte i Østersøen. Jeg væmmes ærligtalt ved tanken om urenset spildevand i vores havmiljø. Jeg ville meget hellere tænke på rene, hvide sandstrande langs de danske kyster.

Men desværre kender verdenshavene heller ikke landegrænser. Derfor har det også betydning for os i Danmark, når de store cruiseskibe trækker proppen på åbent hav. Eller når myndigheder fejler og pumper urenset spildevand ud i have og vandløb med massiv fiskedød til følge. Det er simpelthen for ulækkert, at urenset spildevand finder vej ud i vores sårbare natur.

Fordi vores have unægteligt hænger sammen, skal vi i EU være fælles om at passe på dem. Et godt havmiljø er afgørende for både vores miljømæssige, sikkerhedsmæssige og økonomiske velfærd.

Europæisk fiskeri er helt afgørende for vores fødevareforsyningssikkerhed. Men faktisk også for klimaet. For fisk er ikke bare en vigtig ernæringskilde med masser af vitaminer og mineraler. Det er også en af de absolut mest klimavenlige fødevarekilder.

Den anden store krise vi står overfor er energikrisen. Den har vist tænder siden Putins invasion af Ukraine, hvor vi på alle måder blev mindet om, hvor afhængige vi er af russisk gas. Det fik energi op på den øverste hylde på dagsordenen i EU. Vi skal løsrives fra Putins jerngreb og blive herre i eget hus igen. Det kræver, at vi tør tænke i alternative baner. Selvfølgelig skal sol, vand - og vindenergi spille en rolle, men også biogas bliver afgørende. Og alligevel vil det ikke være nok. Vi er nødt til også at turde tænke i atomenergi. Ellers kommer vi ganske enkelt ikke i mål med hverken vores ambitiøse klimamål eller bliver uafhængige.

Vi skal blive herre i eget hus igen. Vi skal være selvforsynende både på fødevarer og energi. Jeg vil kæmpe benhårdt for, at vi får skabt et indre marked for energi, så vi kan transportere vores overskudsenergi mellem EU-landende, og så vi kan blive selvforsynende og stoppe finansieringen af Putins invasionsmaskine. Det er der brug for. Jeg vil kæmpe benhårdt for, at vi sætter os selv først og sikrer den europæiske fødevareproduktion. For det vigtigste må være, at vi har noget at spise. En ting er i hvert fald sikker: De grænseoverskridende udfordringer, vi står overfor, løses bedst i EU. Hvis ikke vi havde EU, var vi nødt til at opfinde det. Derfor stiller jeg op til Europa-Parlamentsvalget i 2024.