Sommerhuse

Har du en løs million på lommen? Vi vil ha' billige sommerhuse

Danskerne - og nordjyderne - har under coronakrisen forelsket sig i små og billige sommerhuse

Små og prisbillige sommerhuse er i høj kurs. Under nedlukningen af Danmark og med lukkede grænser har danskerne vendt blikket mod det danske sommerhusmarked. Arkivfoto.

Små og prisbillige sommerhuse er i høj kurs. Under nedlukningen af Danmark og med lukkede grænser har danskerne vendt blikket mod det danske sommerhusmarked. Arkivfoto.

NORDJYLLAND:Coronakrisen har gjort det umuligt at planlægge ferie under fremmede himmelstrøg. Til gengæld vender danskerne nu i stor stil blikket mod det danske sommerhusmarked.

Det er især de mindre og billige sommerhuse til under en million kroner, folk er vilde for at få fingrene i. Og det er der ifølge boliga.dk også mulighed for i Nordjylland.

Ifølge boliga.dk er der lige nu i alt 2035 fritidshuse til salg i Nordjylland. Af dem er 826 nordjyske sommerhuse på markedet til under en million kroner.

- Jeg tror, de fleste af os har indset, at den eksotiske sommerferie nok ikke bliver til noget, så udsigten til at eje et sommerhus bliver lige pludselig langt mere attraktiv, også i et længere perspektiv, fordi begrænsningen af vores bevægelsesfrihed ikke har en fast slutdato, siger Peter J. Mattsen, direktør i mæglerkæden Nybolig, i en pressemeddelelse.

Nybolig er ejet af Nykredit og Danmarks næststørste mæglerkæde målt på antal mæglere og butikker i kæden.

Ifølge Nykredit viser helt friske tal, at salget af sommerhuse til under én million kroner udgør 43 pct. af det samlede sommerhussalg de seneste måneder. I uge 19 udgjorde sommerhussalget 19 pct. af samtlige bolighandler i Danmark, og ifølge Nykredit er det tal historisk højt.

- Sommerhusene plejer at være den sidste boligtype, der oplever fremgang, fordi det som udgangspunkt er en undværlig luksus, men corona har ændret fuldstændig på, hvad der er normalt på boligmarkedet, siger Peter J. Mattsen.

Ifølge Nybolig-direktøren er der mange helt nye sommerhusejere blandt køberne.

- Flere af vores sommerhusmæglere melder også om interessen for at gøre sommerhuset til et projekt, som familien kan bruge tid på, siger han.

Home: Kæmpe boom

Home, landets tredjestørste mæglerkæde og ejet af Danske Bank, noterer også en voksende interesse på sommerhusmarkedet.

I april voksede antallet af fremvisninger i Homekæden med 54,8 pct. sammenlignet med april i fjor.

- Økonomisk usikkerhed plejer at være gift for sommerhusmarkedet, for et sommerhus er noget, der er rart at have, men det er ikke en nødvendighed. På den anden side skabte coronakrisen usikkerhed om vores sommerferie, ferier og fritidsliv og ikke mindst fremtidige rejseaktivitet. Sommerhuset er blevet et helle i en usikker tid, og vi har oplevet et kæmpe boom i interessen, siger senior kommunikationskonsulent i Home, Michael Dalsager.

Han nævner, at der nu bliver solgt flere sommerhuse, end der bliver sat sommerhuse til salg – og at udbuddet til salg i forvejen er det laveste i mere end 10 år.

Flest til salg i Løkken

I Nordjylland ligger landsdelens p.t. absolut billigste fritidshus i Vesthimmerlands Kommune. Efter fem måneder på markedet og en prisjustering på 33. pct. kan man netop nu købe et rødmalet træhus på 40 kvm. og to værelser til 150.000 kr. på Urbanvej 10 i Lendrup ved Løgstør.

Badebyen Løkken er altid et populært trækplaster om sommeren. 266 sommerhuse er til salg i Løkken-området, og 66 af dem koster mindre end én million kroner. Arkivfoto: Henrik Louis

Badebyen Løkken er altid et populært trækplaster om sommeren. 266 sommerhuse er til salg i Løkken-området, og 66 af dem koster mindre end én million kroner. Arkivfoto: Henrik Louis

Ifølge boliga.dk er der i Nordjylland flest sommerhuse til salg i badebyen Løkken og omegn, hvor der er prisskilte oppe ved 266 sommerhuse - heraf 67 til en pris under en million kroner.

Blandt de 67 emner er en ferielejlighed i Nr. Lyngby på 38 kvm. det billigste tilbud netop nu. Efter 11 måneder på markedet kan den købes for 375.000 kr.

I Blokhus, et andet særdeles populært nordjysk sommerhusområde, er der ifølge boliga.dk i øjeblikket 53 sommerhuse til salg - af dem er blot to udbudt til en pris på under en million kroner. De kan begge købes for 995.000 kr.

Hals på østkysten er det sted i Aalborg Kommune med flest sommerhuse til salg. Helt præcist 245 ifølge boliga.dk, som også kan fortælle, at ikke færre end 146 af dem kan købes for til en pris under syv cifre.

Det billigste sommerhus i Hals netop nu ligger på Hedelunden, er på 56 kvm. og koster efter fem måneder på markedet 345.000 kr.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden