Tre nordjyske kommuner får skældud. Har været for sløve til at beskytte dit drikkevand
De tre nordjyske kommuner har været alt, alt for sløve til at beskytte drikkevandsboringer
Opdateret kl. 10:51
Tre nordjyske kommuner har været langsomme i optrækket, når det gælder om at beskytte drikkevandet. Alt for langsomme faktisk, så de risikerer nu en tilsynssag fra miljøministeriet.
Kommunernes synd er, at de ikke i tide har fået tinglyst et forbud mod at bruge sprøjtemidler tæt på drikkevandsboringer i tide. Fristen for at gøre det var nemlig i dag 1. april, og de tre nordjyske kommuner, der er i ministeriets søgelys, har ikke beskyttet en eneste boring i de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder mod sprøjtemidler.
Derfor har Magnus Heunicke bedt Ankestyrelsen om at tage stilling til, om der skal rejses en tilsynssag mod kommunerne, der er Aalborg, Rebild og Thisted. Yderligere otte kommuner i resten af landet er også i søgelyset af samme årsag.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
- Det er dybt kritisabelt. Der er nul gode argumenter for at gamble med vores drikkevand, og jeg er forundret over, at 25 kommuner har ignoreret miljølovgivningen på bekostning af vores drikkevand. Det er dybt kritisabelt og må ikke gå uset hen.
- Vores drikkevand er en uvurderlig ressource, og det er en selvfølge for danskerne, at vi kan åbne for hanen og drikke vandet uden at være bange for urenheder og andet uønsket indhold, siger miljøminister Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.
Ankestyrelsens tilsyn har kompetence til at omstøde en kommunes handling, hvis den strider mod loven, og i særlige tilfælde kan medlemmerne af kommunalbestyrelsen få tvangsbøder, hvis de ikke gør, som de efter loven har pligt til. Det kommunale tilsyn varetages af Ankestyrelsen, som fører tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.
- 12 kommuner er helt i mål med beskyttelsen (Frederikshavn, Norddjurs, Silkeborg, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Odder, Samsø, Nyborg, Ærø, Fredensborg, Lyngby-Taarbæk og Bornholm).
- 19 kommuner har beskyttet mellem 60 og 99 % (Mariagerfjord, Viborg, Holstebro, Lemvig, Herning, Syddjurs, Aarhus, Herning, Varde, Esbjerg, Vejen, Kolding, Aabenraa, Assens, Svendborg, Guldborgsund, Næstved, Slagelse og Halsnæs).
- 27 kommuner har beskyttet mellem 20 og 59 % (Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Morsø, Randers, Skive, Struer, Randers, Favrskov, Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Tønder, Sønderborg, Middelfart, Nordfyns, Kerteminde, Langeland, Vordingborg, Faxe, Holbæk, Høje-Taastrup, Allerød og Gribskov).
- 14 kommuner har beskyttet mellem 1 og 19 % (Aalborg, Rebild, Thisted, Haderslev, Odense, Lolland, Kalundborg, Odsherred, Sorø, Stevns, Køge, Solrød, Roskilde og Lejre).
- 11 kommuner har beskyttet 0 % (Fanø, Fredericia, Faaborg-Midtfyn, Ringsted, Greve, Ishøj, Hvidovre, Egedal, Furesø, Frederikssund og Hillerød).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.