Henrik arbejder for dyrene: Nu er han indstillet til prisen som Årets Helt

Når Dyrenes Beskyttelse for 60. gang skal kåre Årets Dyreven 2020 i kategorien Årets Helt, er det med en nordjyde i slutfeltet

Henrik Taagaard fra Nordjyllands Politi stod i 14 måneder i front for den nye enhed under Nordjyllands Politi. Arkivfoto: Lars Pauli

Henrik Taagaard fra Nordjyllands Politi stod i 14 måneder i front for den nye enhed under Nordjyllands Politi. Arkivfoto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Navnet på helten er Henrik Taagaard. Han er politikommissær ved Nordjyllands Politi, og det var ham, der de første 14 måneder stod i front for den specialiserede dyrevelfærdsenhed, som Nordjyllands Politi oprettede 1. juli 2019.

Nu er han indstillet til prisen som Årets Helt. Dyrenes Beskyttelse fremhæver, at Henrik Taagaard var på banen fra dag et, da den nye enhed blev etableret.

Ud over at have været leder af dyrevelfærdsafdelingen har han med stor iver løst en del hundesager og øvrige dyreværnssager under Nordjyllands Politi, lyder det fra organisationen..

- Jeg er meget glad for indstillingen, for vi gav den jo gas, fra vi startede op. Så det er en fin erkendelse fra en ekstern samarbejdspartner, som er en af årsagerne til, at det er gået godt, siger Henrik Taagaard.

Jobbet i den nyoprettede dyrevelfærdsenhed, som i Nordjylland var en ud af tre landsdækkende, var en overordentlig interessant opgave for Henrik Taagaard.

- Det var en spændende udviklingsopgave. Personligt har jeg altid haft med dyr at gøre. Jeg er opvokset på en gård, da mine forældre for mange år siden havde en minkfarm ved Vrensted/Ingstrup. Senere boede vi i byhuse, hvor heste og hunde blev en hobby, fortæller han.

Fik en flyvende start

For Dyrenes Beskyttelse betød Henrik Taagaards indsats i dyrevelfærdsafdelingen, at organisationen fik en god samarbejdspartner, som koordinerede alle dyreværnsrelaterede sager, og som altid var mulig at få fat i. "Henrik har kørt ud på sager på alle tider af døgnet og han satte sit arbejde med dyreværn meget højt", lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.

Og Henrik Taagaard fremhæver også det gode samarbejde.

- Da vi igangsatte arbejdet var det i samarbejde med eksterne aktører, blandt andre Dyrenes Beskyttelse og DOSU (Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsorganisation, red.). Allerede i juli 2019 var vi ude hos en hvalpefabrik, så vi fik en flyvende start. Senere kom sagerne rullende, konstaterer han.

Den første store sag for den nye enhed endte med en dom.

- Siden kom også sommerfuglesagen og flere sager fra landbruget, fortæller Henrik Taagaard, som i forbindelse med en større rokade sidst på sommeren tiltrådte ved Det Kriminalpræventive Sekretariat.

Hvert år kårer Dyrenes Beskyttelse tre ekstraordinære dyrevenner i kategorierne Årets Helt, Årets Brobygger og Årets Frontløber. Vinderne findes på god gammeldags afstemningsmanér. Afstemningen løber over tre uger og skydes i gang fra 12.-30. oktober.

Blandt årets tre kategorivindere udnævnes én til Årets Dyreven 2020. Vinderen vælges af Dyrenes Beskyttelses bestyrelse og får overrakt foreningens guldmedalje.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.