Skolevæsen

Sådan kan fremtiden blive for dine børn i skolen

Her er hovedpunkterne i regeringens udspil om folkeskolen

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye holder pressemøde med udspil om folkeskolen onsdag den 11. oktober 2023.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye holder pressemøde med udspil om folkeskolen onsdag den 11. oktober 2023. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:16

Regeringen har onsdag morgen fremlagt sit forslag til ændringer i folkeskolen. Der skal fjernes krav, være kortere skoledage, og 7.-klasseelever skal kunne komme i juniormesterlære.

På en skole i Greve præsenterede børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) udspillet.

Her er hovedpunkterne:

  • Eleverne skal gå mindre i skole. Det foreslås at afkorte den samlede undervisningstid fra børnehaveklassen til 9.-klasse med i alt cirka 190 timer.
  • Skolerne skal selv kunne lave endnu kortere skoledage, hvis ressourcerne i stedet bruges på eksempelvis undervisning med to lærere.
  • Allerede i slutningen af 7.-klasse vil regeringen også stille eleverne over for et stort valg. Her kan eleverne komme i juniormesterlære, hvor én til to dage om ugen vil foregå på en virksomhed i stedet for den almindelige undervisning.
  • De elever vil så få en særskilt afgangsprøve, der giver adgang til erhvervsuddannelser, men ikke de gymnasiale uddannelser. Forløbet er henvendt til elever, der er kørt trætte i skolen, eller allerede ved, at de vil gå en erhvervsfaglig vej.
  • Regeringens folkeskoleudspil afsætter også 2,6 milliarder kroner til nye faglokaler, og der tilføjes et nyt valgfag, teknologi, til de fire eksisterende. Det kan være robotteknologi eller kodning.
  • Regeringen vil droppe lovkravet om 45 minutters bevægelse om dagen i undervisningstiden.
  • Der skal fortsat være afgangsprøver.

Mattias Tesfaye sagde på pressemødet onsdag morgen, at noget af folkeskoleudspillet er "gammel vin på nye flasker", som kan træde i kraft næste år.

En stor del af de nye forslag, håber regeringen, kan virke fra august 2025.

Du kan se mere om udspillet her (pdf-fil)

På Christiansborg er folkeskoleområdet forligsbelagt. Det indebærer, at regeringen skal have opbakning fra alle partier bag folkeskoleforliget til udspillet. Med i folkeskoleforliget er Liberal Alliance, De Radikale, De Konservative og Dansk Folkeparti. /ritzau/

Gå til relaterede emner

Forsiden