Her får du virkelig lækker takeaway - men pas på hunden!

Snublende tæt på topkarakter for en skøn tre-retters menu

Forretten med laks var særdeles velsmagende og ikke mindst rundhåndet fodret med sæsonaktuelle stenbiderrogn i topklasse.

Grafik: Jette Klokkerholm

Det begyndte ikke så godt. Vi havde aftalt at hente vores mad lørdag klokken 17.30, men en middagssøvn var trukket ud, så her sad jeg: For en voksen mand ynkeligt klædt i pyjamasbukser og lidt forsinket bag rattet med kurs mod Hotel Thinggaard i Hurup i Thy.

Heldigvis var min bedre halvdel med på passagersædet. Hun var i det mindste ikke iført nattøj. Med et misbilligende nik mod mine benklæder konstaterede hun, at det nok var bedst, at jeg blev i bilen, mens hun gik ind for at hente maden.

Vi havde ladet os friste af hotellets tre-retters lørdagsmenu. For øjeblikket kører Thinggaard takeaway torsdag, fredag og lørdag. Menuen skifter, men lad det være sagt med det samme: Hvis niveauet er som, da vi var på spil, så kan man roligt droppe kødgryderne for en aften og lade Hotel Thinggaard stå for aftensmaden.

Jeg skulle ikke vente længe i bilen, før fruen var tilbage. Vi begyndte turen hjemad, mens hun henkastet sagde: "Du skal huske at skrive, at man skal passe på hunden."

Det lyder dog mere dramatisk, end det vist var. I hvert fald var det ikke blottede tænder eller knurren, hun ville advare mod. Blot at hun nær var snublet over en granitskulptur af en hund lige indenfor døren. Så er den advarsel givet videre.

Ellers er der ikke meget at advare om. Vi nåede sikkert hjem og fik pakket op for herlighederne. Forret og dessert var kolde serveringer. Hovedretten skulle varmes.

Vi lagde for med røget laks. Retten kom faktisk pænt anrettet i plastic, men vi anrettede selv på porcelæn. Laksen kom med masser af sæsonaktuelle stenbiderrogn, urter, syltet fennikel, chips og syrnet fløde skilt med urteolie. Lad mig få overstået min eneste anke ved retten med det samme. Chips holder sig ikke sprøde på farten, når de ligger sammen med vandholdige ingredienser. Væk med dem. Men pyt med det. Laksen og rognen konkurrerede hårdt om, hvem af dem, der var i bedst kvalitet. Og rettens sammensætning holdt hele vejen. Det var dekorativt, let og afsindigt lækkert. Den syrnede fløde, den syltede fennikel og de salte rogn holdt præcist den fede fisk i balance. Læg dertil det skønneste surdejsbrød. Mums!

Hovedretten var velsmagende og rigelig, men kompliceret kogekunst var det ikke.

Hvor forretten - vore egne beskedne anretningsevner taget i betragtning - var en fryd for øjet, blev det lidt mere rustikt at skue, da vi kom til hovedretten. Her fik vi bøffer af kalvefilet, karamelliseret blomkålspure, en "kartoffelkage", salat og svampesauce. Til sammen blev det en solid servering. Den medfølgende vejledning til opvarmning var nem at gå til, og alle elementerne havde glimrende temperatur, da vi satte tænderne i retten. Der var ikke tale om avanceret kogekunst. Så langt fra endda. Men hold op, hvor det smagte godt. Bøfferne var i glimrende kvalitet og perfekt tilberedt. Kartoffelkagen med porrer og et strejf af hvidløg var en hyggelig fætter. Og så var der blomkålen. Det kan godt være, at smør og kartofler har været gift længe. Men smør har altså taget blomkålen som elskerinde, og de kan bare noget sammen. Blomkålspureen var vist det, man ernæringsfagligt kalder beriget kost. Ingen kalorieforskrækkelse her, og det kunne smages på den gode måde. Og så sovsen. Fortættet, dyb og fed med tydelig svampesmag. Lyder det lidt bredt og fedt og måske liiidt for meget af det gode? Det var det også. Men den marinerede salat bidrog præcis med den skarphed og syre, der gjorde, at hele molevitten holdt i al sin gribende enkelhed.

Panna cotta på hvid chokolade med saltkaramel, yuzucreme, hasselnødder og malplacerede blåbær.

Det søde punktum kom portionsanrettet i glasskåle (virkelig ikke smart som takeaway, når skålen skal retur) i form af panna cotta på hvid chokolade med saltkaramel, yuzucreme, hasselnødder og blåbær. Hvad de alt andet end sæsonaktuelle bær skulle på den servering, fatter jeg ikke. Men ellers har jeg intet at klage over. Den søde panna cotta fik de nødvendige indspark af salt og surt og således var der tale om et overbevisende punktum på en glimrende menu.

Faktisk er jeg så begejstret, at jeg er tæt på at give Thinggaard topkarakteren tre stjerner for oplevelsen. Også set i lyset af, at prisen på 596 kroner er aldeles rimelig. Men det bliver nu ved snublende tæt på de tre, så vi nøjes med to. Og det er ikke fruens næsten-snublen over granithunden, der trækker ned. Her kommer alt det dårlige i en smørre: Bløde chips, dumme blåbær, serveringsskåle, der skal køres til Hurup, og en måske lidt for uambitiøs hovedret - som dog virkelig smagte godt. Resten var perfekt. Tak for mad!