Høje smittetal og udvidet nedlukning: Vi har brug for håb
Succes på trods af corona er netop det, der skaber håb - og som kan fungere som et lille lysglimt i vintermørket. Og det er måske det, vi skal holde fast i - og tage med os, skriver lederskribent
Opdateret kl. 09:33
Der er brug for håb derude i mørket nu, hvor smittetallene er høje, og nedlukningen udvides. Selvom man kan varme sig lidt ved tanken om en vaccine, der er på vej, så er der stadig mange usikkerheder, der skal falde på plads, før vi for alvor kan glæde os.
Ventetiden føles uendelig, og tålmodigheden er ved at slippe op. For coronaen koster på fællesskabsfronten. Det kan føles som et særligt stort tab i juletiden, hvor netop fællesskabet traditionelt fylder meget.
Dette er en leder. NORDJYSKE har holdninger, men er uafhængig af politiske og økonomiske interesser. Vores holdninger udspringer af vores værdisæt: Vi er modige, ordentlige, passionerede og åbne. Vores holdninger står på lederplads og har ingen indflydelse på det journalistiske indhold.
Her på NORDJYSKE kan vi konstatere, at læserne gerne vil opdateres om det seneste nye angående coronasmitten - men der er også en stor efterspørgsel på de positive historier. De historier, der netop skaber håb eller måske får os til at glemme den triste situation for en kort bemærkning.
Især artiklen om Otto fra femte klasse på Vejgaard Østre Skole, der fik en helt særlig nissegave af klassekammeraten Chili, har tiltrukket sig meget opmærksomhed. 11-årige Chili fik nemlig på kløgtig vis skaffet en autograf fra Ottos yndlingsishockey-spiller Emil Marcussen. Autografen blev skrevet på en puck.
En livsbekræftende historie - langt væk fra nedslående pressemøder og meldinger om høje smittetal med dertilhørende restriktioner, der har store konsekvenser for i særdeleshed kultur- og erhvervsliv. Derfor er det også opløftende at læse om dem, der klarer sig på trods.
Som forleden hvor vi kunne fortælle, at de aflyste julefrokoster har ramt Vendsysselske Grønlangkål ApS hårdt, men alligevel forventer familievirksomheden, at 2020-salget vil overgå sidste års niveau - eller i det mindste ende lige så godt.
En anden, der har fundet nye veje på trods af restriktioner, er Bente Jensen, der er indehaver af Brinck Seidelinsgades frisør i Hjørring. Normalt venter kunderne i salonen, før de skal klippes, men da der højst må være ti personer på stedet, har hun fundet en løsning, der nu er blevet så stor en succes, at hendes kunder opfordrer hende til at fortsætte - også efter corona. Hun har nemlig iværksat et nummersystem, hvor kunderne ringet op fem minutter, før der er tid.
Succes på trods er netop det, der skaber håb - og som kan fungere som et lille lysglimt i vintermørket. Og det er måske det, vi skal holde fast i - og tage med os.
Vi må affinde os med, at vi i juletiden nu må indrette os på trods. Måske skal julesalmen synges udenfor, hvor der kan holdes ordentlig afstand, og måske skal gudstjenesten følges virtuelt. Hvem ved? Måske finder vi på nogle nye og gode traditioner, som vi tager med os - også efter corona.
Har du en god historie, der kan skabe håb i tiden nu, og som NORDJYSKE bør fortælle, så hører jeg meget gerne fra dig på kathrine.jeppesen@nordjyske.dk.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.