DMI kigger i den nordjyske krystalkugle - og kommer med opsigtsvækkende spådomme
Mange vil formentlig juble over udsigten til vejret i næste uge - men har du styr på badetemperaturen, hvis den ligefrem skal stå på bølger, bikini og badebukser?
Opdateret kl. 08:58
Vi er midt i september, så mon ikke de fleste vil skrive under på, at det er ok med 15 grader og lidt sol?
Ganske vist trækker der lidt skyer ind over Jylland i løbet af søndagen, men de kommer hverken med regn eller byger.
Og hvis det ikke er godt nok, så kan man i den grad trøste sig med udsigterne for næste uge
Søndag morgen har Nordjyske bedt vagthavende meteorolog ved DMI, Lars Henriksen, om at kigge lidt i krystalkuglen, når det gælder vejret den kommende uges tid.
- Hele landet får meget flot vejr i næste uge - også Nordjylland. Vi skal lige igennem mandagen, hvor der kan komme lidt regn, men fra tirsdag og frem er der masser af sol. måske med lidt morgentåge dog, lyder det.
Solen akkompagneres af et termometer, der kan nå op på 20 grader tirsdag i det nordjyske og 21 grader både onsdag og torsdag - faktisk ser det ud til, at solen og det lune vejr kan fortsætte weekenden over.
- For årstiden er det en rigtig fin temperatur. Og vinden, som vil komme fra nord eller nordøstlig retning, er også kun svag. Og kigger man mere sydligt i landet, så kan temperaturen nå helt op på 24 grader.
Skulle man overveje, om sol, lune temperaturer og svag vind er den rette cocktail til at finde badetøjet frem, så oplyser DMI på sin hjemmeside, at badevandet i eksempelvis Hirtshals, Hanstholm og Frederikshavn er omkring de 16 grader.
Så er du advaret.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.