Hvad er livet uden musik?

Lan Yu er souschef for Rebild Kulturskole. E-mailadresse: ilayu@rebild.dk. Næste mandag langer hun Stafetten videre til Charlotte Meng, koordinator for arrangementer på Rebild Bibliotek.

Lan Yu er souschef for Rebild Kulturskole. E-mailadresse: ilayu@rebild.dk. Næste mandag langer hun Stafetten videre til Charlotte Meng, koordinator for arrangementer på Rebild Bibliotek.

”Musik”. Ét enkelt, lillebitte ord, men med så mange underliggende betydninger – og alligevel noget, vi tager for givet.

For hvad er musik? Er det at lære at synge eller at spille på et instrument? En masse rytmer, lyde og ord, som tilsammen danner en form for mening? Ikke for mig. Musik er ikke ”bare musik” – det er samtidig også en central del af vores udvikling.

MUSIK ER kommunikation. Vi lærer at lytte ordentligt efter, så vi kan danne vores egne meninger om, hvad vi synes, lyder godt. Vi lærer at tolke og forstå musikkens sprog – at give de sorte prikker på papiret liv. Kan du i øvrigt forestille dig, hvilken utrolig intelligens, der ligger bag? Hvilke naturlige forståelser af musikken, accept, forestillinger og fantasier? Alt det forarbejde, man ikke ser udefra – men som danner grundlaget for dén fortælling, der netop bliver skabt af barnet på scenen. 

Det kræver en forestillingsevne udover det sædvanlige – og langt mere end hvad de nedskrevne noder, musikkens eget sprog, kan give os.

MUSIKKEN KAN røre og bevæge os på andre måder end sprogets magt – den pludselige trang til at bryde ud i dans, når vi lytter til et fedt beat. Eller den ulykkeligste playliste, der forstærker følelsen af et knust hjerte i tusinde stykker. 

Musik hjælper os med at bearbejde vores følelser – også dem vi går og gemmer på, og som vi endnu ikke tør lade komme frem i dagens lys.

MUSIK ER med til at udvikle os. I sig selv, kræver musikken ikke perfekthed. Den stiller ikke tårnhøje krav – altså udover dem, vi selvfølgelig har til os selv, fordi vi gerne vil gøre det mere end godt. Fordi vi er passionerede omkring den musik, vi skaber. Fordi der bor en ildsjæl i enhver af os – den udarter sig bare forskelligt fra person til person.

MUSIK GØR ikke forskel på mennesker, den udvikler vores menneskelige kompetencer – at være tålmodig, selvom noget driller. At være empatisk og ordentlig over for andre mennesker – uanset hvem de er, og hvor de kommer fra. At agere i en social sammenhæng, men hvor der er plads til alle. At arbejde for noget og gøre det samme igen og igen, indtil vi står på den anden side af målstrengen og kigger os smilende tilbage over skulderen med et: ”nå, var det bare, dét, der skulle til?”. Musikken er alsidigt og enkelt i sin helhed – men det er alt dét, der ligger bag, som er med til at danne os.

MUSIK GØR en forskel, både for dem der spiller og for dem, der lytter. Det er noget, der opstår i nuet og bliver til i rummet. Musik skabes gennem mødet og interaktionen med publikum – det er noget, der bliver skabt i fællesskab. Ligesom fællessangene, der bragte os sammen under pandemien. 

Musik er inkluderende. Den er altomfattende. Den knytter bånd, danner venskaber – og vi lader os forsvinde ind i dens mange indtryk og udtryk. Og det er dér, hvor musikken virkelig rammer – og det er i disse unikke øjeblikke, der er så livsbekræftende at mærke. Dén glæde, dén opstemthed og eufori – det er dét, der gør det hele værd.

MUSIK GØR os til hele mennesker. I virkeligheden er musik en ret omfattende disciplin, som først og fremmest kræver, at vi er til stede i nuet og kun fokuserer på dét, der er lige foran os. Og det kan være noget så svært i en kultur, hvor vi har vænnet os til at multitaske – at scrolle gennem Instagram, mens Netflix kører på tv’et. At lytte til en podcast, mens vi laver havearbejde – for ikke at byde den larmende tavshed velkommen.

MEN MUSIKKEN tillader det ikke – jovist, vi skal da koordinere mellem fingre og hænder, vi skal udføre noget mens vi lytter, men dét at kunne spille musik kræver vores fulde koncentration og alle vores sanser. Vi skal være tilgængelig i netop dette øjeblik, denne brøkdel af et sekund med hele vores væsen – og det er krævende på en helt anden måde end at skulle være tilgængelig i døgnets 24 timer, hvis ikke fysisk så i hvert fald digitalt.

SAMTIDIG lærer det os at tage ansvar. Ikke blot for os selv, men også for hinanden – når vi spiller sammen med andre, er det den vildeste tillidserklæring. Jeg giver dig noget, men du bidrager også, og sammen gør vi hinanden bedre og løfter musikken til nye højder. Vi stoler på hinanden – på at du ikke griner eller tænker dårligt om mig, fordi jeg kommer til at spille en fejl. Men vi regner også med hinanden – at du har øvet dig, at du tager aktivt delt i udførelsen af vores fælles værk, ligesom jeg også gør. Musikken er med til at forme os og gøre os til en bedre version af os selv.

VI KAN ikke adskille os fra musikken – den bor i os, og vi i den. Det er en uundværlig del af vores hverdag, som ikke kun skaber musikglæde og trivsel – men den er også med til at øge vores bevidsthed, udvikle vores væren og personlighed.

icon

Musik gør os til hele mennesker. I virkeligheden er musik en ret omfattende disciplin, som først og fremmest kræver, at vi er til stede i nuet og kun fokuserer på dét, der er lige foran os

Musik er den bedste gave, vi kan give videre til vores børn – for er det ikke i virkeligheden alle disse egenskaber, vi gerne vil lære dem og styrke dem i?

Og med disse ord vil jeg hermed give stafetten videre til Charlotte Meng, koordinator for arrangementer på Rebild Bibliotek – og som elsker bøger.

Lan Yu::souschef for Rebild Kulturskole

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.