Hvad Monrad og Rislund kan lære Mads Duedahl om supersygehuset i Aalborg

Da regionsformand Mads Duedahl i mandags måtte forklare, at supersygehuset bliver yderligere forsinket og endnu dyrere end forventet, overtog han for alvor ansvaret for et byggeri, der synes at være løbet ud af kontrol.

- Det er værre, end jeg havde troet, sagde Mads Duedahl.

Jeg kom i den forbindelse til at tænke på en radio-sketch af komikerparret Monrad og Rislund. Legetøjsgrosserer Åge Brodtgård, en fiktiv karakter, er igennem i et quiz-program og vinder en bondegård:

- Øh, jeg skal ikke have nogen bondegård. Sig mig, tror De, jeg er millionær? En bondegård! De må jo være tosset. Det har jeg da ikke råd til!

- Desværre, Brodtgård. Bordet fanger, skødet er skrevet, gælden står i Deres navn.

Hvis Duedahl i dag har det lidt som Brodtgård, er han lovlig undskyldt. Han har overtaget restgælden på en tvivlsom ejendom fra sin forgænger, Ulla Astman, og frem over vil det være ham, der skal forklare de dårlige sager om Nordjyllands hidtil største byggeri. Og jo, der kommer flere dårlige sager. Det stillede regionsformanden os i udsigt, da han i mandags ikke kunne afvise, at der vil ske nye udsættelser.

Her er de nøgne kendsgerninger, som de fremgår af hans redegørelse:

Nyt Aalborg Universitetshospital (NAU) skulle oprindeligt have været åbnet 2020. Men flere problemer har rykket datoen, og frem til i mandags fik vi at vide, at sygehuset ville åbne i 2023. Nu ved vi, at det tidligst sker i 2024. Samtidig er budgettet på fem milliarder kroner skredet med nu mindst 372 millioner kroner.

Regionens redegørelse er lavet på baggrund af Nordjyskes afsløringer om problemer med el-installationer, som myndighederne ikke i første omgang ville godkende, men forleden blev der givet dispensation.

Samtidig har Nordjyske afsløret, at regionen er blevet pålagt af sine revisorer at finde finansiering for yderligere 200 millioner kroner i projektforsikring, fordi den risikerer at tabe en tvist med totalrådgiveren Indigo. Sker det, vil den samlede overskridelse på byggeriet vokse til 572 millioner kroner.

Det er svært at vælge, om man skal le eller græde. Måske derfor søger vi i mangel af bedre ud i komikkens verden for at finde en referenceramme. For det er unægtelig svært for os som borgere at forholde os til endnu et offentligt byggeprojekt, hvor tidsplan og budget stikker af. Vi er for længst holdt op med at blive overraskede.

Især de store beløb er det menneskeligt svært at få greb om. Det er lettere med de små. Når Aalborg Kommune betaler 100.000 kroner for tvivlsom PR-værdi i et boligprogram på TV, går vi kollektivt i katastrofeberedskab, og det bliver et nationalt samtaleemne.

Men når regionen sprænger budgettet med et beløb, der er 3.720 gange højere, reagerer vi nærmest apatisk. Sådan er det jo, tænker vi.

Set fra Mads Duedahls stol er der dog næppe meget at grine af. Med den nye redegørelse har han trukket en streg i sandet. Alle dårligdommene før redegørelsen kunne han tørre af på sin socialdemokratiske forgænger. Alt herefter hænger Venstremanden selv på. Skødet er skrevet.

Set fra din og min stol er der faktisk heller ikke noget at grine af. Det er jo os, der betaler.