Hvis jeg var ny borgmester …

Gaven fra Statsministeren

Tag friheden og løb med den, lyder opfordringen fra dagens lederskribent. Foto: Claus Søndberg. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Tag friheden og løb med den, lyder opfordringen fra dagens lederskribent. Foto: Claus Søndberg. Foto: Claus Søndberg

Nordjyllands nye borgmestre og byråd fik en gave i Statsministerens nytårstale. En af den slags gaver, der kan blive både en kæmpe mulighed og en forbandelse. Men der er en udfordring at tage op. En udstrakt hånd at gribe – og skulle det vise sig at være en nytårstale-lillefinger, så sørg for alligevel at tage godt ved.

Mette Frederiksen lovede alle landets kommuner muligheden for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder: ”Så I lokalt kan skabe den folkeskole. Den ældrepleje. Den børnehave, I ønsker.”

Det er da en invitation, der er til at tage og føle på. Selvfølgelig bliver det interessant at se, hvor det udmøntes: om rammerne følger det talte ord? Men netop derfor, gælder det om at gribe det, mens erindringen er frisk hos alle. Tag friheden og løb med den.

Frihed kan virke nærmest hæmmende, hvis den er ubegrænset. Hvis du kan vælge alt, kan selve det at vælge blive stopklodsen. For hvad med det, der så vælges fra?

Uendelige valgmuligheder bliver nok ikke problemet i dette tilfælde, men problematikken kalder stadig på, at de lokale politikere bliver rigtig skarpe på deres prioriteter. Og bliver det i fællesskab. For de skal nok komme til at stå på mål for friheden – eller ansvaret som måske var et mere korrekt udtryk i dette tilfælde.

Heldigvis er det præcis derfor, de sidder hvor de sidder. For at tage ansvaret på sig.

Især yderkommunerne bør smøge de demokratiske og involverende ærmer op. Ovenpå en valgkamp, hvor bosætning og det at beholde ressourcestærke borgere i kommunen var gennemgående temaer, bør man kigge både nuværende og potentielt nye borgere dybt i øjnene og skabe klare, målrettede indsatser. Gentænke muligheder for hjemmepasning, mere fleksibel ældrepleje, bedre fællesskaber og mindre pasningsindustri.

Det er helt klart nemmere at sige og pege på, end at udføre. Men der er en fabelagtig mulighed at løbe med – og hvis det var nemt, havde vi jo ikke valgt jer til det.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.