Aalborg er ikke den eneste by, der står i denne situation og med disse overvejelser. I Aarhus stiller man også spørgsmålet efter at en ung mand mistede livet i januar. Som Århus Stiftstidende fortæller, ser man eller ikke her hegn eller rækværk som en løsning. Her omtales såkaldte sæsonhegn dog som en mulighed. Det er hegn, der kun kommer op om vinteren på mørke og ekstra farlige strækninger.

Når man oplever rækværk i storbyer langs vandet, hvorfor så ikke på havnefronten? Måske skyldes det netop, at der er forskel på en havn og en promenade. I hvert fald beskriver den FN-organisationen International Labour Organisation i deres rapport ’Safety and health in ports’, at det ganske enkelt er upraktisk med hegn langs hele havnebassinet, men at der bør være hegn ved farlige hjørner, afbræk mv. En havn er et arbejdsområde inden det er et rekreativt område. Problemer opstår så, når man har en forlystelsesgade i umiddelbar nærhed.

Det er naturligvis en illusion at tro, at vi kan sikre mod alle farer. Verden er ikke et ufarligt sted og vi er mange – nok alle os, der er i live – som har haft en eller anden oplevelse, hvor vi reelt blev reddet af det rene og skære held. Og heldet er nok omvendt proportionalt med vores alkoholkultur. Men kan vi hjælpe heldet på vej, så bør det bestemt overvejes.

Det er i næste trin, de økonomiske prioriteringer, at det for alvor bliver svært. Sundhedsøkonomiske betragtninger er klassisk, sprængfarligt materiale. For selvom man rationelt kan regne sig frem til de løsninger, der er bedst i en cost/benefit-beregning, er det ikke altid at de flugter med de løsninger, der fremstår klare og umiddelbart rigtige.

Det er et løbende dilemma: skal der sættes ind, hvor det gør den største forskel – eller hvor det er giver den største opfattelse af tryghed. Om det så gælder nærpoliti, sygehusvæsen, corona-foranstaltninger eller hegn.

Jeg kunne nu stadig godt ønske et rækværk for enden af Jomfru Ane Gade. Men jeg er også blot et menneske.