Hvorfor er det i orden at vente og vente og vente i syv år på erstatning?

LEDER:Ikke færre end syv år er gået, siden en nu tidligere elev på Kongerslev Skole fik et skolebord i hovedet.

Det har åbenbart været syv år med varige mén, smerter i ryg og nakke, alvorlige problemer med at huske og med at stave og i det hele taget med indlæringsvanskeligheder.

Og det har ikke mindst været syv år med ventetid. Masser af ventetid. 

Store dele af i hvert fald de seneste fire år er tilsyneladende gået med at finde ud af, hvem der skal betale arbejdsskadeerstatning (blandt andet fordi uheldet er sket i forbindelse med et obligatorisk arrangement på skolen) - skal det være forsikringsselskabet eller Aalborg Kommune, der skal til lommerne?

Uanset hvem der ender med at udbetale pengene - oveni den erstatning, som familiens egen ulykkesforsikring er rykket ud med - er det foruroligende, at der skal gå så lang tid med at afgøre en så tilsyneladende banal sag.

For eksempel har en sikkerhedsrepræsentant i sin tid godkendt den opstilling med et par borde, der skulle gøre det ud for et spøgelseshus - og som endte med at brase sammen, og med godkendelsen skulle man umiddelbart tro, at der også var en vis form for ansvar og dermed erstatningspligt.

Ingen bør selvsagt vente i syv år på at få udbetalt erstatning - men på et overordnet plan viser sagen, at den såkaldte ganske almindelige borger hurtigt kan blive tilsidesat af et system, der åbenbart er parat til at gå næsten umenneskeligt langt for så vidt muligt at undgå at påtage sig et ansvar og udbetale erstatning.

Og syv år er umenneskeligt lang tid. Måske skulle Aalborg Kommune have været væsentligt hårdere i sin kurs over for forsikringsselskabet og væsentligt tidligere have grebet ind i stedet for at overlade det til familien at få afgjort sagen gennem egen advokat.

Flere erstatningssager har vist, at når maskineriet kører, kan der være en tendens til at glemme, at der rent faktisk er mennesker, som er kommet i klemme. Private firmaer kan også gå i baglås og fortabe sig i endeløse møderækker og retssager - men i disse år er det, som om det offentlige igen og igen afslører sig som den stærkeste. Og den part, som også godt ved, at den er den stærkeste.

På landsplan har der på det seneste være en del fokus på Midtjylland, hvor op imod 100 patienter har fået amputeret et eller begge ben. Forløbet har været påfaldende iskoldt, de berørte patienter er ikke blevet kontaktet personligt, men via en fælles meddelelse på regionens hjemmeside - og arbejdet med at gennemgå amputations-sagerne har nu vist sig at være væsentligt mere omfattende end først antaget.

Så snart det offentlige er involveret, gælder der af en eller anden grund helt særlige regler - for det offentlige sætter nemlig aldrig frister for sig selv. Hvis det offentlige stiller krav til private, følger der ofte meget specifikke frister med. Hvis en privatperson ikke reagerer inden for den udstukne tidsfrist, kan maskineriet vælge at køre løs med trusler om dagbøder og foged. 

Til gengæld kan private ofte intet stille op over for det offentlige. Blot se til og vente og håbe det bedste. For her gælder pludselig ingen frister. Et system, hvor private nærmest pr. automatik bliver forvandlet til den svageste part, forekommer ikke at være et sundt system.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.