Coronavirus

Ingen grund til panik: Danmark har vundet kapløbet mod Delta

Næsten 70 procent af danskerne har fået første stik. Hver dag vaccineres yderligere 40.000. 28 er indlagte med covid-19. Hvis der er et kapløb mellem vacciner og Delta-varianten, bør dommeren afbryde den ulige kamp.

Hos LOOP Fitness i Sæby kontrollerer de stadig coronapas. Til ejerens store forundring. For hos et andet fitnesscenter i byen er der ikke krav om coronapas. Det skyldes, at centret er foreningsdrevet, og så gælder der andre regler. Hvor er logikken, spørger Lisa Farum fra LOOP:

- Jeg savner dokumentation for, hvem der har lavet udregninger på, at covid-19 åbenbart smitter mere i et privatejet fitnesscenter end i et foreningsdrevet fitnesscenter.

Tusindvis af forretningsdrivende og ledere af museer, biografer, festivaler og andre kulturtilbud deler hendes forundring. Som i øvrigt ikke er blevet mindre efter EM-festerne i de seneste uger, hvor glade danskere med rød-hvide kinder og øl i håret har fået myndighedernes tilladelse til at dele sejre, kram og kropsvæsker, mens restriktioner stadig holder kulturlivet og træningscentre i skak.

I begyndelsen af coronakrisen i 2020 lød mantraet fra Folketinget, at de restriktioner, der ikke kunne forklares, heller ikke kunne forsvares. Hvis det yderst fornuftige parameter stadig gælder, så lad os teste det:

I dag lyder forklaringen, at vi er nødt til at opretholde restriktioner i et stykke tid endnu, fordi vi befinder os i et kapløb mellem vacciner og Delta-varianten. Men er der et kapløb?

Det er korrekt, at Delta-varianten er mere smitsom end tidligere udgaver af covid-19, og smittetallet er de seneste dage nået op over 600. Men smittetallet har ikke tidligere været det afgørende argument for at indføre og opretholde restriktioner; det har været indlæggelsestallet.

Vi har som samfund været villige til at tabe milliarder af kroner via hjemsendelser fra arbejdspladsen, begrænsninger i bevægelsesfriheden og andre adfærdsændringer for at beskytte kapaciteten i sundhedsvæsenet. Men vi er meget langt fra en spidsbelastning. Ifølge Sundhedsstyrelsen vil kapaciteten være opbrugt ved 1330 indlagte på medicinske afdelinger og yderligere 300 på intensiv. I skrivende stund er der 28 indlagte på medicinske afdelinger og ni på intensiv.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Kan det ændre sig, selv hvis der skulle ske en hidtil uset eksplosion i antallet af smittede?

Næppe, for 69 procent af danskerne har allerede modtaget første vaccinestik og er dermed bedre beskyttet mod at blive alvorligt syg. 40.000 nye kommer til hver dag. Det går imponerende stærkt i vaccinationsprogrammet, og det er derfor, at antallet af indlæggelser og dødstallet ikke stiger. Akkurat samme mønster ser vi i Storbritannien og andre lande, der er kommet lige så langt med deres vaccinationer som herhjemme.

Dertil kommer, at det i høj grad er yngre personer, der får smitten, og unge mærker ikke sygdommen i samme grad som deres forældre og især bedsteforældre. På den baggrund lød det i torsdags fra den ellers evigt bekymrede virolog Allan Randrup Thomsen:

- Et langt stykke hen ad vejen har vi styr på epidemien, og der er ingen grund til panik.

Argumenterne for at opretholde restriktioner har mistet deres kraft. Er det et kapløb mellem vacciner og Delta-varianten, er det en ulige kamp, som dommerne bør fløjte af. Alle partier i Folketinget har bebudet, at restriktionerne ikke vil blive opretholdt i en dag længere end strengt nødvendigt. Nu må de levere. De resterende restriktioner er sat til at udløbe 1. oktober. Lad os fremskynde processen og få dem væk nu.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.