I dag skriver vi 4. juledag, og dagene efter juleaften byder sig til som en rigtig god mulighed for at lade julefreden sænke sig i krop og sjæl. Tager man sig tid til det, bliver man samtidig bekræftet i, at tusind års kristendom er og bliver den åndelige underlægningsmusik i vores samfund. Danmark er fortsat et kristent land, og det må vi være klar til at kæmpe for, at det bliver ved med at være. 

Det må ikke ødelægges af en åndløs totalitær virus, som har sneget sig ind i den løbende debat med udspring helt tilbage i det marxistiske studenteroprør i 60’erne og 70’erne.

Lad mig fremhæve et par klare eksempler på, at komplekse spørgsmål som for eksempel klima og tanken om et multikulturelt samfund gøres til blændende moralske absolutter uden nuancer. Politiske beslutninger gennemføres hen over hovederne på sagesløse nationale befolkninger i den vestlige verden, som vi ellers ynder at kalde den frie demokratiske verden. 

Den politiske lyst til i den bedste mening at styre den enkelte borgers adfærd ned til den mindste detalje er stor. Vi bombarderes med dommedagsprofetier, hvis vi ikke når de opstillede ofte helt fanatiske klimamål, og overvågning og central styring fylder efterhånden mere end frihed under ansvar.

Krænkelseskultur

Vi har fået en ny generation af historieløse og holdningsløse karrierepolitikere, der om ikke andet kan blive enige om, at det handler om at gøre op med alt det i historien, som ikke passer ind i den aktuelle politiske korrekthed. 

Lad os slette alle spor, forekommer det, for vi er klogere end alle tidligere generationer. Sådan agerede Mao i et totalitært kinesisk regime, og tendensen kan genkendes i den måde, førende meningsdannere agerer på. Stort tillykke til de gamle 1968’ere. Den krænkelseskultur vi støder på i den offentlige debat er et blandt mange udslag af den politiske korrekthed.

Det seneste eksempel på et voksende demokratisk og kulturelt forfald er modstanden mod, at muslimske bønnekald i det offentlige rum ikke hører hjemme i Danmark. 

Det primitive argument for den holdning lyder, at så bør også lyden af kirkeklokker forbydes. Det er ganske enkelt en helt misforstået form for frisind og tolerance, der afspejler en massiv kulturløshed og foragt for tradition og historie. 

Så er det velgørende at lægge øre til sognepræst Marie Høghs stemme i den debat: ”Minaretterne skal aldrig være underlægningsmusikken til danskernes liv, for i kirkeklokkernes kalden hører vi efterklangen af tusind års kristendom, der er vandmærket på vores land, kultur og sekulariserede samfund.” – Og hun fortsætter: ”Med klang og efterklang slår klokkerne dagens tid, sorgens tid og højtidens tid – og der er bud i slaget til hver enkelt af os, for hvad enten vi er troende eller ej, er vi med evangeliets ord om tilgivelse sat fri til at leve vores liv uden hver dag at skulle arbejde på vores frelse og overholde religiøse regler uden at dele verden, mad og mennesker op i rent og urent. Vi er altså på én gang bundet og frisat af den ånd, der ligge i kristendommen". Kerneord i en tid, der skriger på kvalitet og mere frihed og åbenhed i den politiske debat.

Julen giver tid

De stille juledage, som vi oplever lige nu, kan måske give anledning til at tænke over, om vi i stadig højere grad lever i en tid præget af et farligt tab af dannelse og ånd. En fatal kulturel glemsel kan føre os ind i et værdimæssigt tomrum, der vil få et mentalt åndeligt mørke til at sænke sig.

Historieløshed og rodløshed camoufleret som åbenhed og frisind kan der i hvert fald intet holdbart bygges på! Den frie meningsudveksling mellem oplyste borgere er og bliver hjerteblodet i et liberalt demokrati. Derfor er kampen mod blot at overgive sig til en tilfældig tidsånd her og nu meget vigtig.

Jeg har brugt de første juledage til at læse Michael Falchs roman fra 2021, ”Over stregen”. Selv kalder han bogen ”et åbent brev til det moderne menneske om at opgive det ellers udbredte ego-evangelium”. 

Hvor mennesket selv er blevet Gud, vil det altid ende i fortvivlelse. Håbet og troen finder han i et helt andet evangelium. Anbefales som afsæt til stille eftertanke kan også historikeren Henrik Jensens bog ”Efter Gud: Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden.” 

Den handler om ungdomsoprøret og dets forløbere og senfølger. De fælles værdier er smuldret, individet er i centrum, og resultatet er en rodløs og navlepillende generation, lyder hans tankevækkende konklusion. Tilbage er kun at sige: Rigtig godt nytår og kæmp for alt, hvad du har kært.