Kapløb med tiden: Delta-variant breder sig - sådan går det med vaccinationer i Nordjylland

Udbredelsen af den mere aggressive covid-variant Delta øger presset for at få flest muligt vaccineret. Nordjylland har taget et kraftigt ryk de seneste uger

På blot to dage har 9.000 nordjyder modtaget deres første vaccine-stik mod covid-19. Arkivfoto: Lars Pauli <i>Foto: Lars Pauli</i>

På blot to dage har 9.000 nordjyder modtaget deres første vaccine-stik mod covid-19. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli

NORDJYLLAND:Samtidig med at den aggressive Delta-variant breder sig, kan nordjyderne glæde sig over, at der er sket et ordentligt ryk i andelen af nordjyder, der har fået deres første vaccinestik mod covid-19.

Flere end 100.000 nordjyder har de seneste tre uger modtaget første stik, og det bringer Nordjylland op på 2. pladsen blandt landets regioner, når man ser på hvor mange, der har påbegyndt vaccination.

Det glæder chefkonsulent i Region Nordjylland, Anders Koudal Cinicola.

- Vi har hele tiden sagt, at vi nok skulle hale ind på de andre, og det er den udvikling, vi nu ser, konstaterer Anders Koudal Cinicola,

Alene siden onsdag er 9.000 nordjyder blevet vaccineret med første stik - dermed har 55,3 procent af landsdelens indbyggere fået eet eller begge stik.

- Vi er rigtig godt med, og har især vaccineret mange her i juni, så vi ligger i den gode ende på landsplan, lyder det fra Anders Koudal Cinicola.

Udover de vacciner, man i forvejen var tildelt, har Nordjyllland de seneste uger haft gavn af 10.000 ekstra doser Moderna-vacciner, som man blev tildelt for at kompensere for det efterslæb, der opstod, da man i Nordjylland blev udfordret ved vaccination af de meget store grupper af ældre borgere.

Kapløb med Delta

174.253 nordjyder er nu færdigvaccinerede, det svarer til 29,5 procent af regionens indbyggere. I den statistik er Nordjylland fortsat en af de regioner, der ligger nederst, og det kan blive et problem, hvis den lumske Delta-variant breder sig yderligere, fordi den også går efter de "halvt-vaccinerede".

I Danmark er indtil videre registreret 235 tilfælde af Delta-varianten - heraf 14 i Nordjylland. Tallene er opgjort for en uge siden og er med sikkerhed steget i den forløbne uge.

Sundhedsmyndigheder verden over er ude i et kapløb med tiden om at få færdigvaccineret flest muligt, inden Delta-varianten breder sig yderligere.

I flere lande udgør Deltavarianten allerede op mod 90 procent af smittetilfældene. Det har fået Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Kontrol til at anbefale, at man ændrer vaccinestrategi, og giver 2. stik efter højst tre uger, for på den måde hurtigere at få flere på den sikre side. I øjeblikket går op til seks uger mellem 1. og 2. stik. Som færdigvaccineret er man ikke i større risiko for at blive smittet med Delta-varianten end med andre covid-varianter.

De danske Sundhedsmyndigheder ændrede i april tidsintervallet mellem 1. og 2. stik fra 3-4 uger til de nuværende 5-6 uger, for at flest muligt kunne få den beskyttelse, der optræder allerede efter den første vaccination.

Bedre end ingenting

Der er indtil videre ikke meldinger fra Sundhedsmyndighederne om, at man vil gå tilbage til det korte interval, for at færdigvaccinere flere.

Det indgår formentlig i overvejelserne, at man dermed vil forsinke 1. stik til de resterende grupper. Selvom første stik ikke yder lige så god beskyttelse mod Deltavarianten som mod den britiske B117, er det trods alt bedre end ingenting, fordi det forhindrer, at sygdommen udvikler sig alvorligt. I lande hvor ældre og sårbare endnu ikke er vaccineret, som det er tilfældet i Danmark, giver det bedre mening at lade de grupper blive færdigvaccineret, før man taget fat på resten.

Lige nu er Region Nordjylland godt i gang med at tilbyde vaccination til de 73.000 borgere på 20-24 år og 40 til 44 år. Derefter følger de godt 100.000 nordjyder i alderen 25-39 år - med de 30-34 årige som de sidste. Efter den senest opdaterede vaccinationsplan skulle alle, der ønsker det, være færdigvaccineret 12. september.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.