NORDJYSKE offentliggør navnet på ny chefredaktør

NORDJYSKE Medier har fundet den nye journalistiske chef i mediebranchen

NORDJYSKE Medier har ansat en ny ansvarshavende chefredaktør. Karl Erik Stougaard kommer til Nordjylland fra en stilling som chefredaktør på Egmont-magasinet Euroman

NORDJYSKE Medier har ansat en ny ansvarshavende chefredaktør. Karl Erik Stougaard kommer til Nordjylland fra en stilling som chefredaktør på Egmont-magasinet Euroman

NORDJYLLAND:NORDJYSKE Mediers nye mand med ansvaret for det journalistiske indhold er den 52-årige Karl Erik Stougaard, som kommer fra en stilling som chefredaktør på Egmont-magasinet Euroman.

Han er uddannet journalist og har arbejdet for en række danske medier, blandt andre Jyllands-Posten, Politiken og Berlingske Tidende. Hos Berlingske Tidende var han med til at skrive den kontroversielle, undersøgende artikelserie om Dansk Riffel Syndikats samarbejde med besættelsesmagten under 2. Verdenskrig og var efterfølgende blandt andet avisens korrespondent i Washington, inden han blev ansat først som redaktionschef på politiken.dk og senere blev chefredaktør på BT. I 2017 tiltrådte han stillingen som chefredaktør på Euroman.

Karl Erik Stougaard stammer fra Fyn, er gift med Annette og flytter snarest med familien til Nordjylland. Han tiltræder sin nye stilling den 1. september 2020.

Bestyrelsesformand i NORDJYSKE Medier Morten Sandlykke siger om ansættelsen:

- Efter dialog med et meget kvalificeret felt af kandidater er det en stor glæde for bestyrelsen at kunne annoncere nyheden om, at vi pr. 1. september får Karl Erik Stougaard som ny ansvarshavende chefredaktør på NORDJYSKE. Karl Erik er en meget stærk og respekteret journalistisk profil i den danske medieverden, som har en klar holdning til vigtigheden af stærke regionale medier. Samtidig kommer han med både en bred, dyb og relevant kommerciel og en stor ledelsesmæssig erfaring og kompetence. Han er kendt for en meget synlig, involverende og nærværende lederstil. Det passer alt sammen perfekt ind i NORDJYSKE Mediers kultur, og Karl Erik vil uden tvivl kunne bidrage med meget til den spændende omstilling, vi står midt i, hvor omdrejningspunktet er relevant indhold af høj kvalitet på alle platforme.

NORDJYSKE Medier er i gang med en fornyelse af kerneforretningen, som skal gøre indholdet mere relevant for borgerne, kunderne og skal positionere NORDJYSKE stærkere i markedet. Det arbejde glæder Karl Erik Stougaard sig til at lede:

- Det er et stort privilegium for mig at skulle overtage det publicistiske ansvar for et af Danmarks største og længst eksisterende mediehuse. NORDJYSKE Medier har stolte traditioner og er i daglig kontakt med imponerende mange mediebrugere i sit område. Det er en stærk position, som gør virksomheden godt rustet til den digitalisering, der allerede er sat i gang, og som vil fortsætte for fuld kraft. Jeg glæder mig til at møde alle medarbejderne og til at komme rundt og hilse på folk i hele Nordjylland.

Konstitueret ansvarshavende chefredaktør Morten Vinther Jensen fratræder den midlertidige rolle som ansvarshavende chefredaktør i NORDJYSKE Medier i forbindelse med Karl Erik Stougaard tiltrædelse.

Morten Vinther Jensen kan nu koncentrere sig om rollen som administrerende direktør og udtaler:

- Jeg er glad og stolt over at kunne byde Karl Erik velkommen til teamet. Jeg er sikker på, at Karl Erik med sin store erfaring vil kunne udvikle NORDJYSKE Mediers indhold og publicistiske profil i endnu højere grad til gavn for nordjyderne. Endvidere ser jeg Karl Eriks kompetencer som et godt match til fortsat at implementere den digitale transformation og sikre en fortsat langsigtet økonomisk bæredygtig medieproduktion.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.