Klitten der forsvandt

Klitsagen endte godt: Vi må ikke acceptere hærværk på naturen

Hans Andersen ømmer sig efter dommen for groft hærværk mod klitterne på Skagen Sønderstrand, men retten har ikke fundet hans forklaring troværdig. Dommen er en sejr for den fredede natur.

- Naturbeskyttelse er et samfundsanliggende, som enkeltindivider må respektere. Selvtægt er ikke løsningen, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Arkivfoto: Lars Pauli

- Naturbeskyttelse er et samfundsanliggende, som enkeltindivider må respektere. Selvtægt er ikke løsningen, skriver ansvarshavende chefredaktør Karl Erik Stougaard. Arkivfoto: Lars Pauli

Den aalborgensiske erhvervsmand Hans Andersen føler sig udsat for et justitsmord efter fredagens afgørelse i klitsagen. Her fik han en dom på 60 dages betinget fængsel med 80 timers samfundstjeneste for groft hærværk mod de fredede klitter på Skagen Sønderstrand og overtrædelser af naturbeskyttelsesloven.

I en pressemeddelelse efter dommen skriver Hans Andersen, at processen har været ”kafkask”, at han fra begyndelsen har været dømt af en ”folkedomstol” og en ”ensidig” presse, og at han nu ”må leve med den anklage eller tvivl i folkemunde på livstid, selvom der ikke er ført – eller findes – beviser på min skyld.”

Beskyldningerne er grundløse. I retten har anklager og forsvarer fremlagt hver sin udlægning af sagens fakta, og i sidste ende har retten vurderet, at Hans Andersens forklaring ikke var troværdig.

Det afgørende i sagen er, at der er begået et strafbart hærværk mod et stykke natur, som er vores fælles eje, og føreren af gummigeden, der udførte hærværket, og som ligeledes er dømt i sagen, har forklaret i retten, at han gjorde det mod en betaling på 10.000 kroner fra Hans Andersen.

Anklagemyndigheden har under sagen påpeget, at Hans Andersen har haft et oplagt motiv til at få fjernet sandet, for hans sommerhus ligger ud til Skagen Sønderstrand, og han har tillige i årevis ligget i krig med Frederikshavns Kommune om sandfodring af stranden.

Føreren af gummigeden, derimod, har ikke haft et motiv til at lyve om forløbet, og dommerne har fundet hans tilståelse så detaljeret og troværdig, at de ligefrem kalder Hans Andersens udlægning af sagen for ”påfaldende”. Det må i denne sammenhæng oversættes til opspind.

På lederplads har Nordjyske fra klitsagens begyndelse slået fast, at overgreb mod fredet natur aldrig må kunne betale sig. Naturbeskyttelse er et samfundsanliggende, som enkeltindivider må respektere, og er man uenig med myndigheders beslutninger, er der demokratiske klageveje at benytte sig af. Selvtægt er ikke løsningen.

Dommen over Hans Andersen og føreren af gummigeden er derfor en sejr for den fredede natur og vil forhåbentlig have en præventiv effekt over for andre, der måtte irriteres over at få forstyrret sin havudsigt af for eksempel et bølgende klitlandskab.

At Hans Andersen ømmer sig efter dommen, er forståeligt. Det er en ganske alvorlig straf, han får, også selv om han slipper for at ruske tremmer. Han er ligeledes i sin gode ret til at overveje, om dommen skal ankes. Men når det er sagt, klæder det ham ikke at give alle andre – kommunen, domstolen, føreren af gummigeden, pressen og offentligheden – skylden for det morads, han nu står i. Det er hans eget værk.

Tilbage står en civil retssag om erstatningsspørgsmålet. Retten fandt det ikke bevist, at prisen for at reetablere klitterne løb op i de 312.000 kroner, som Frederikshavns Kommune har krævet. Under retssagen kom det frem, at der i forbindelse med hærværket var flyttet mindre sand end først oplyst fra kommunens side, og kommunen har bekræftet, at der var tale om et estimat.

For Hans Andersen er det næppe nogen trøst, at hans protester imod kommunens tal har vist sig at være berettigede. Mængden af sand ændrer ikke ved hverken skyld eller straf. Men det kan ændre ved erstatningens størrelse, og han har naturligvis haft en pointe i, at kommunen har pligt til at oplyse korrekte tal. Det er nu engang sådan, at en borger skal dømmes på basis af en konkret gerning – ikke en gerning, som myndigheder godt kunne tænke sig at dømme borgeren for.

Men ”kafkask”? Nej, retssystemet har virket, og klitsagen er endt, som den skulle.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden