Kraftig røgfane: Røgdykkere bekæmpede flammer
Branden udviklede så kraftig en røg, at beredskabet sendte to hold af dykkere ind i det ellers lille depotrum
Opdateret kl. 20:11
AALBORG: Det var heldigvis ikke i køkkenet, men derimod i en garage til en fastfood-restaurant i det centrale Aalborg, der mandag eftermiddag opstod brand i.
Garagen blev brugt som depotrum til restauranten, der ligger på hjørnet mellem Rantzausgade og Danmarksgade, og det var restaurantens ejer, der både opdagede og anmeldte branden.
Da beredskabet nåede frem, havde en kraftig røg desuden bredt sig til to andre depotrum i samme garage-byggeri.
Beredskabet sendte to hold af røgdykkere ind i garagen i forsøget på at slukke branden.
- Der var en kraftig røgfane herinde fra, og så har vi altid røgdykkere sat ind for ikke at stå i sådan et usundt arbejdsmiljø. Det er sådan set en standardprocedure, uanset om det er ude i det fri eller inde i en by, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Henrik Christensen.
Hvordan branden er opstået, ved han ikke, men branden nåede altså at få godt fat i depotrummet, inden beredskabet fik den under kontrol og slukket.
- Den ene garage er udbrændt, formentlig hvor branden er startet. I den næste har der været noget cykelparkering, hvor der har været noget røgspredning ind til den og en tredje garage, siger indsatslederen.
Beredskabet fik slukket branden og har mandag eftermiddag forladt adressen igen.
Ingen mennesker var i nærheden af garagen under branden, oplyser indsatslederen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.