Debat

Kvalitet er ikke lig med tal i folkeskolens kvalitetsprogram

- Der findes ingen sikker sammenhæng mellem undervisning og læring. Den samme undervisning kan virke forskelligt for forskellige elever, skriver skribenten i debatindlægget.
- Der findes ingen sikker sammenhæng mellem undervisning og læring. Den samme undervisning kan virke forskelligt for forskellige elever, skriver skribenten i debatindlægget. Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er noget dybt tillokkende ved tanken om, at kvaliteten i folkeskolen kan styres, måles og forbedres gennem systematik. Hvis vi bare får de rigtige data, de rigtige indikatorer og de rigtige opfølgningssystemer, kan undervisningen måske blive mere sikker. Det er en central tanke i Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram.

Men spørgsmålet er, hvad der sker med skolen, når måling, evaluering og dokumentation fylder stadig mere i hverdagen. Bliver undervisningen bedre? Eller begynder kvalitet langsomt at betyde “det, vi kan gøre op i tal”?

Den afdøde norske uddannelsesforsker Erling Lars Dale pegede på en vigtig pointe. Skolen er ikke et maskineri. Den er et kommunikationssystem. Og det gør en forskel. I styringskæden taler vi om implementering. En beslutning træffes, en strategi formuleres, og skolen får at vide, hvad der skal gøres. I praksis ser det anderledes ud.

Forestil dig et teammøde i udskolingen. Kommunen har besluttet, at læseresultaterne skal løftes, og tallene ligger på bordet. To elever i 7. klasse falder markant udenfor.

Hvad gør lærerne? De fortolker tallene. De spørger. Er der tale om sproglige vanskeligheder? Manglende motivation? Sociale forhold? Er testen retvisende? Er undervisningen skruet rigtigt sammen?

Til sidst lægger de en plan. Ikke fordi tallene fortalte dem, hvad de skulle gøre; men fordi tallene satte en faglig samtale i gang. Data blev oversat til skolens eget pædagogiske sprog.

Data uden samtale

Eller tag en trivselsmåling, hvor et klassetrin scorer lavt. Lærerne ved hurtigt, at det især handler om fem elever, som også i andre sammenhænge har det svært. Tallene er ikke forkerte. Men de dækker over konkrete historier.

Hvis svaret bliver en standardløsning, flere aktiviteter i pauserne, mister man blikket for kompleksiteten. Hvis man i stedet spørger, hvad der konkret er på spil for disse elever, kan data blive afsæt for refleksion. Forskellen ligger ikke i tallene, men i samtalen om dem.

Der findes ingen sikker sammenhæng mellem undervisning og læring. Den samme undervisning kan virke forskelligt for forskellige elever og forskelligt fra gang til gang. Det er ikke et problem, der kan måles væk. Det er et vilkår.

Derfor kan lærerens professionelle dømmekraft aldrig erstattes af styring. Politik arbejder med mål og ansvar. Professionen arbejder med vurdering, etik og kontekst. Når politiske krav møder skolens hverdag, sker der altid en 

Folkeskolens Kvalitetsprogram kan udvikle sig i to retninger. Den ene er kontrolsporet, hvor datamøder bliver mere formelle, samtalen kortere, og fokus gradvist flytter sig fra undervisning til rapportering. Kvalitet bliver lig med tal.

Den anden er refleksionssporet, hvor data kobles med observationer, elevsamtaler og konkrete undervisningsforløb. Hvor usikkerhed må siges højt, og hvor data bruges som afsæt, ikke som facit.

Her bliver skoleledelsen afgørende. En leder kan gøre styring til kontrol. Eller til en ramme for faglig samtale, der beskytter og styrker dømmekraften. En skole, der kan tælle eller en skole, der kan tænke? Skolen har brug for viden om sin egen praksis. Men data gør os ikke klogere i sig selv. Det gør den måde, vi taler om dem på.

Hvis vi vil en stærk folkeskole, må vi insistere på styring, der understøtter professionel dømmekraft, ikke erstatter den. Ellers risikerer vi at få en skole, der først og fremmest kan tælle. Når vi i virkeligheden har brug for en skole, der kan tænke.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden