Kvinde skåret i lår, arm og ansigt: - Det så voldsomt ud

32-årig beboer i lejlighed i Nørresundby kørt på hospitalet efter voldsom episode i kælder

Politiet var massivt til stede på Bakkevej, efter at en kvinde blev snittet i ansigtet med hobbykniv. <i>Foto: Jan Pedersen</i>

Politiet var massivt til stede på Bakkevej, efter at en kvinde blev snittet i ansigtet med hobbykniv. Foto: Jan Pedersen

NØRRESUNDBY:En 32-årig kvinde blev fredag eftermiddag overfaldet og skåret i både ansigt, lår og arm, da hun var nede i kælderen under sin lejlighed for at vaske tøj.

Det fortæller et øjenvidne, Inger Marie Pedersen, der er nabo til den overfaldne kvinde i samme lejlighedskompleks som den 32-årige kvinde.

Det var Inger Marie Pedersen, der alarmerede politiet efter den voldsomme episode.

- Min nabo var nede i kælderen for at lægge beslag på vaskemaskinen, så hun kunne få vasket tøj. Hun blev antastet af en mand, som spurgte, om hun havde cigaretter. Da min nabo så svarede nej, skar han hende i både arm, lår og panden, fortæller en stadig rystet Inger Marie Pedersen.

Overfaldet skete på Bakkevej 20 i Lindholm.

- Min nabo kom grædende op af kælderen. Hun blødte ret meget, og det så ret voldsomt ud, så så fik jeg fat i nogle håndklæder, som jeg kunne forbinde hendes arm og lår med, forklarer Inger Marie Pedersen.

Herefter alarmerede hun politiet og ambulance. Og politiet kom massivt til stede - også med hundepatruljer til at søge efter spor på det afspærrede område omkring lejlighedskomplekset på Bakkevej, der er en del af Sundby-Hvorup Boligselskab.

Hos Nordjyllands Politi bekræfter vagtchef Thomas Ottesen forløbet og appellerer til eventuelle vidner om at henvende sig til politiet.

- Manden, der antastede kvinden og overfaldt hende med en skarp gestand, var lav af højde og iført sort tøj. Så hvis nogen har set en mand løbe fra gerningsstedet på Bakkevej ved 16-16.15-tiden, så vil vi meget gerne høre om det, fastslår vagtchefen.

Han oplyser, at den 32-årige kvinde er kørt til hospitalet til behandling for sine skader.

- Der er heldigvis tale om overfladiske skader, og vi skal - når hun er klar til det - have genafhørt den overfaldne kvinde, der naturligt nok er noget chokeret. Forhåbentlig kan hun bidrage med et bedre signalement og kaste lidt mere lys over sagen, siger Thomas Ottesen.

Politiet var massivt til stede umiddelbart efter anmeldelsen, og både kælder og området udenfor er blevet afsøgt af hunde i forsøget på at finde spor efter gerningsmanden.

- Vi skal også have kigget på muligt overvågningsmateriale fra området, siger vagtchefen om den videre efterforskning i sagen.

Sidst på aftenen fredag er den 32-årige kvinde blevet udskrevet fra Aalborg Universitetshospital efter endt behandling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Dronninge-opgør blev en neglebider: - Jeg er ærgerlig på partiets vegne
Luk