gambling og spil

Nordjysk kvinde var millionær i månedsvis uden at vide det

Kvinden havde ikke lige taget sig sammen til at få tjekket sine lottokuponer for gevinster

Den heldige vinder gik rundt med sin kupon i flere måneder uden at opdage, at hun var blevet millionær. Foto: Danske Spil
Den heldige vinder gik rundt med sin kupon i flere måneder uden at opdage, at hun var blevet millionær. Foto: Danske Spil

Opdateret kl. 12:51

I tre måneder gik en kvinde fra Aalborg Kommune rundt og var millionær uden at have den fjerneste idé om det. Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse. 

Kvinden havde kuponer fra både Lotto og Eurojackpot liggende i pungen. Hun skulle bare have dem tjekket for gevinst i kiosken - når hun lige kom forbi. 

- Jeg er den type, der køber en Lotto eller Eurojackpot en gang imellem. Og så tager jeg ned i kiosken og afleverer dem, når der er nogle stykker. Denne gang var der vist syv kuponer, som jeg ikke havde fået tjekket, fortæller kvinden.

Den første kupon, der blev kørt gennem maskinen, udløste en gevinst på 70 kroner. 

- Nå, det var da dejligt!, fik hun sagt - men det skulle blive bedre endnu. 

Den sidste kupon viste sig at være en hel del mere værd. 

I kiosken fik hun at vide, at gevinsten var større end hun kunne få udbetalt, så hun skulle ringe til Danske Spil. Da hun gjorde det, fik hun næsten et chok. Det viste sig, at den kupon, hun havde haft liggende foldet sammen i pungen i lommen i hele tre måneder, var ikke mindre end 2.263.393 skattefri kroner værd.

- Da jeg fandt ud af det... Jamen, det er jo fuldstændigt vanvittigt. Tænk, at jeg har gået med den kupon i pungen i så lang tid, siger hun.

Nordjyden delte straks ud af glæden og ringede til sin datter, som var på arbejde. Det er ikke hverdagskost, så datteren vidste, at det måtte være en ekstraordinær situation. 

"Skal jeg være storesøster?” udbrød hun som det allerførste, da hun kom til telefonen.

- Nej, det skal du ikke! Jeg er over 60 år gammel! Men din mor er gået hen og er blevet millionær, fortalte kvinde, som ikke fik lov at holde nyheden hemmelig. Datteren råbte nemlig til alle kollegerne, at hendes mor var blevet millionær.  

Gevinsten vil den heldige kvinde dele med sine voksne børn. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden