Debat

Lad de unge tage deres tid. Det er en investering

- Uden den eftertænksomhed og de erfaringer, som sabbatårene giver, er der stor risiko for, at mange må sadle om senere i livet, mener skribenten.
- Uden den eftertænksomhed og de erfaringer, som sabbatårene giver, er der stor risiko for, at mange må sadle om senere i livet, mener skribenten. Privatfoto

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

"De unge skal hurtigere gennem systemet", "tre sabbatår er for mange", "vi mister arbejdskraft, vi har brug for".

Det bugner med bekymringer over, at over 40 procent af de unge nu tager mindst tre sabbatår efter gymnasiet. Analyser bliver lavet. Politikere bliver interviewet. Mange udtrykker bekymring. Men jeg er ikke bekymret. Tværtimod.

For jeg forstår godt de unge. De har været igennem 12-13 års skolegang. De står overfor udsigten til et arbejdsliv, der strækker sig til deres 75. år, måske længere. Og de vil gerne være sikre på, at de valg, de træffer, er de rigtige.

Det er ikke dovenskab. Det er fornuft. Og eftertænksomhed.

Hos Louis Nielsen ser jeg noget, der bekræfter værdien af sabbatår. Flere unge bliver ansat i vores butikker i deres sabbatår. Mange kommer for at tjene lidt penge, mens de finder ud af, hvad de skal.

Og så sker der noget interessant. De opdager et fag, de aldrig havde tænkt over. De mærker glæden ved at hjælpe rigtige mennesker. De ser den store forskel, de kan gøre for kunderne og deres øjensundhed. 

De oplever fællesskabet med kolleger, som de kan sparre med. Og en arbejdsplads, hvor de får ansvar med støtte og mulighed for at prøve, og både fejle og lykkes. Tilsammen udgør det livslang og værdifuld læring.

Flere af dem vælger efterfølgende at uddanne sig inden for faget. Ikke fordi de blev presset igennem systemet, men fordi de fik lov til at erfare, hvad der gav mening for dem.

Ro til at tænke

De år giver ro til at tænke sig om. Til at prøve forskellige ting af. Til at træffe et valg, man står inde for.

Uden den eftertænksomhed og de erfaringer, som sabbatårene giver, er der stor risiko for, at mange må sadle om senere i livet. Med den frustration og de omkostninger, det giver både for den enkelte og for samfundet.

Vi kan ikke tvinge de unge hurtigere gennem systemet og forvente, at de træffer bedre valg. Det modsatte sker oftere.

Selvfølgelig skal vi sikre, at unge ikke hænger fast i meningsløse sabbatår uden retning. Men løsningen er ikke at skabe panik eller presse dem i gang. Løsningen er at skabe muligheder for, at de kan erfare og afprøve sig selv, som de gør i vores butikker.

Uddannelsesminister Christina Egelund har ret, når hun siger, at det kræver robusthed at stå på egne ben og finde sin egen vej. Det er ikke et tegn på svaghed. Det er et tegn på mod.

Min besked til erhvervslivet er derfor: Vær tålmodige med de unge. Giv dem muligheder for at erfare sig frem. Ansæt dem i deres sabbatår. Lad dem mærke, hvad jeres branche kan tilbyde.

For de kommer tids nok på arbejdsmarkedet. Og når de kommer, kommer de med klarhed over, hvad de vil. Med flere erfaringer. Med mere robusthed. Mere sikre i deres valg. Det er en langt bedre investering end at presse dem igennem systemet, før de er klar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden