Lærer: Tesfaye kalder det PDO. Jeg kalder det PDP - pisse dårlig politik
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Desværre er jeg ikke pædagog, for så havde jeg en endnu stærkere faglighed at skyde med i dette læserbrev. Jeg er blot lærer og kandidat til kommunalvalget i Hjørring Kommune for Venstre.
Debatten om fløjten i Brønderslev viser noget større end bare én enkelt time i madkundskab. Den viser, hvor presset vores folkeskole er. Og hvor hurtigt vi placerer skyld hos lærerne, forældrene og børnene.
Jeg ville ikke selv bruge en fløjte i min undervisning. Men jeg forstår godt, at man griber efter et redskab, når man står med 26 børn, der ikke er i stand til at lytte. Det er ikke magtanvendelse. Det er desperation, og det burde bekymre os alle sammen.
Men det egentlige problem er ikke fløjten. Det er politikken.
I kommentarsporene er der dem, der råber “curlingforældre” og “dårlig opdragelse”. Det er en bekvem fortælling, for den peger på forældrene som problemet. Og ja, selvfølgelig har forældre et ansvar, men har vi så en hel generation af forældre, der ikke forstår at opdrage? Det er ikke min oplevelse, og det er heller ikke forklaringen.
Socialdemokratiets Matias Tesfaye kalder det PDO – pisse dårligt opdraget. Jeg kalder det PDP – pissedårlig politik. For det er hverken pædagoger i børnehaverne, lærere i skolen, forældre i hjemmet eller børnene, der har ført til denne krise. Det er og bliver politikerne.
Vi har en generation af børn, der mærker konsekvenserne af undernormerede daginstitutioner, inklusionsfiasko og reformer født som spareøvelse. Når børn ikke møder voksne nok tidligt i livet, spejler de deres adfærd i jævnaldrende, og det fører til udfordringer og mistrivsel i skolen. Det ved enhver, der har stået i et klasselokale.Det er ikke forældrene, der har fejlet. Det er ikke lærerne, der har givet op. Det er ikke pædagogerne, der ikke har gjort deres bedste. Det er systemet, der er blevet flosset i kanten, fordi politikere sparede, centraliserede og målstyrede skolen i stykker.
Forældrene har i samarbejde med skolen ansvaret for børnenes dannelse, og der er ikke meget samarbejde i at angribe skolen, true eller påpege, at folk skal finde en ny profession. Men det er tilladt at stille spørgsmål og være nysgerrig og være uenig på en ordentlig måde. Og i Venstre er vi generelt ordentlige - i modsætning til den førte politik på skoleområdet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.