I valgkampen fik politikerne en ny fiks idé og tordnede frem med forbud mod sprøjtegifte for at redde drikkevandet. Det står nu som et valgløfte fra flere partier.

Som landmand må jeg erkende, at det har taget pusten fra landbruget at lægge ører til, hvordan et flertal af partierne vil indføre sprøjteforbud på 160.000 hektar for at beskytte drikkevandet.

Hvis den kommende regering vil handle på det valgløfte, så glæder jeg mig personligt til at se, at politikere og embedsmænd begynder at indhente data og lave reelle risikovurderinger. For lige nu har de givet en diagnose til en patient – i dette tilfælde drikkevandet – uden de kender de faktiske forhold. Det er nødvendigt, at faglighed danner grundlag for en så vidtgående beslutning som et sprøjteforbud.

Behov for dokumentation frem for antagelser

Miljøstyrelsen har ikke tilvejebragt de målinger, der skal til for at kunne vide, hvad der forurener vores drikkevand. I 1991 fik vi både nitratdirektivet og byspildevandsdirektivet – det medførte, at landmændene laver og indberetter gødningsregnskaber. Vi har vores på det rene. 

Til gengæld er spildevandsanlæggenes indberetninger ekstremt fejlbehæftet, og man mangler fortsat kendskab til de mange kemiske forbindelser, der forurener.

Vi ønsker alle rent drikkevand – også landmændene. Derfor ærgrer det mig, at landbruget er udråbt som hovedskurken i debatten om drikkevandet. For det fjerner fokus fra de reelle faktorer, som forurener vandet, vi tapper fra hanen.

Så inden politikerne beslutter sig for et nationalt sprøjteforbud, er min opfordring: Slå koldt vand i blodet og få undersøgt tingene ordentligt.