Jeg lever med ADHD, angst, PTSD, borderline og en erhvervsskade på 12 procent. Alligevel gik jeg ind i forløbet med et ønske om at samarbejde og finde en holdbar vej tilbage til arbejdsmarkedet. Jeg havde dokumentation. Jeg havde historik. Jeg havde viljen.

Men i mødet med systemet var udgangspunktet ikke: ”Hvordan hjælper vi dig bedst?”. Det var: ”Hvad skjuler du?”.

Jobcenter Thisted valgte fra start at ignorere sagsakter fra min tidligere kommune og udtalelser fra mine behandlere. Efter få ugers kendskab konkluderede de, at der “manglede en rød tråd”. Som om min sygdomshistorik og mine lægers vurderinger var noget, jeg havde fundet på i farten.

Da jeg foreslog en forsigtig opstart, blev jeg mødt med tavshed. Og da jeg endelig blev tilbudt en snusepraktik, vurderede både psykiater og læge, at den ville være skadelig. FOA måtte gribe ind, fordi praktikken var i strid med lovgivningen for sygemeldte.

Som en afhøring

Alligevel blev jeg mødt med en tone, der mere mindede om en afhøring end et samarbejde. Jeg blev antydet dovenskab, modvilje, “manglende rådighed” på trods af klare lægepapirer. Det er her, samfundsproblemet bliver tydeligt: I Danmark er syge borgere ikke længere mennesker i behov for støtte. Vi er mistænkte, der skal afsløres.

Kort efter stoppede Jobcenter Thisted mine sygedagpenge. Som forsørger til et barn blev jeg efterladt uden indtægt og i risiko for måneder på kontanthjælp, mens sagen skulle behandles. Ikke fordi jeg ikke ville samarbejde, men fordi jeg ikke kunne leve op til et system, der på forhånd havde besluttet, at jeg ikke var troværdig.

Og jeg er langt fra den eneste. FOA fortæller, at Thisted Kommune har flere lignende sager. Men problemet er landsdækkende: Jobcentre, der arbejder ud fra en grundlæggende mistanke om, at syge borgere forsøger at snyde eller undslå sig ansvar.

Det skaber en kultur, hvor helbredsdokumentation tolkes som en undskyldning. Hvor sygemeldte borgere presses ud i forløb, de ikke kan tåle. Hvor systemet hellere risikerer at knække mennesker end at anerkende dem. Det her er større end min sag. Det er større end Thisted.

Det er et samfund i ubalance, når de, der burde støttes, i stedet bliver mødt med en systematisk mistænkeliggørelse. Det er ikke værdigt. Det er ikke retssikkerhed. Og det burde ikke være muligt i et velfærdssamfund, der bryster sig af at tage hånd om de svageste.

Jeg fortæller min historie, fordi det er på tide at stille det nødvendige spørgsmål: Hvornår besluttede vi, at syge borgere var skyldige, indtil det modsatte er bevist?