Man kunne kalde det, vi så i valgkampen, for ”pixibog-politik”.

I stedet for at forholde sig til de reelle udfordringer talte politikerne om tingene på en måde, så folk – ja, selv børn – kunne forstå og have en holdning til dem. Det blev det letforståelige frem for det virkningsfulde:

Vil du have rent drikkevand?

Glade dyr?

Mad uden gift?

Ja, så skal du stemme på os!

Mens partierne på den ene fløj havde travlt med at gøre landmanden til den helt store skurk, var der påfaldende tavshed på den anden fløj.

Først efter valget ville Alex Vanopslagh over for Weekendavisen indrømme, at problemet med drikkevandet slet ikke var det, det blev gjort til, men at han simpelthen ikke havde modet til at sige det.

Forskere og fakta blev overhørt

Flere forskere forsøgte ellers også at blande sig, men også det blev viftet til side i kampens hede.

For eksempel advarede professor i økotoksikologi Nina Cedergren i Jyllands-Posten mod at bilde danskerne ind, at et forbud mod pesticider ville give rent drikkevand.

I stedet mente hun, at man burde fokusere langt mere på PFAS, hvor 75 procent af det, der findes i drikkevandet, slet ikke kommer fra landbruget.

Også DR’s Peter Qvortrup Geisling forsøgte at få proportioner ind i debatten ved at slå fast, at 120 årlige kræfttilfælde fra nitrat i drikkevandet skam var væsentligt nok, men at det altså skulle ses i sammenhæng med 50.000 alvorlige kræfttilfælde i Danmark samlet set, og at det var langt vigtigere at se på stress, rygning, alkohol og motion.

Tal og fortællinger uden dokumentation

I Aalborg var det særligt slemt med 74 årlige kræfttilfælde fra nitrat i drikkevand.

Men når det kom til stykket, kunne hverken politikere eller myndigheder fortælle Nordjyske, hvor tallet kom fra, selvom det var dejligt konkret for miljøminister Magnus Heunicke (S) at bringe på banen inden valgudskrivelsen.

Trods forsøg på at nuancere debatten og få politikerne til at forholde sig til de reelle problemer, forblev debatten uændret.

Mens en radikal spidskandidat blandede brun væske med postevand og fortalte vælgerne, at vand, gylle og sprøjtemidler var opskriften på nordjysk drikkevand, så kunne en økologisk landmand til TV Midtvest fortælle, at han faktisk ikke kan komme af med sine 600 frilandsgrise, fordi ingen vil betale prisen.

Sidstnævnte var der bare ingen, der interesserede sig for.

Den grønne trepart som afsæt

Lige nu forhandles der i den rød-lilla blok om en ny regering, og fra kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) lyder det, at en af de få ting, man kan blive enige om at gøre noget ved, er drikkevandet.

Hvis man fortsætter sporet fra valgkampen, kan man dog tvivle på, hvad de egentlig vil løse. Er det de reelle problemer, eller er det de problemer, de selv har pustet op og gjort store i valgkampen?

Selvom man kan kritisere den tidligere regering for mange ting, er det faktisk lykkedes den at lægge nogle langsigtede spor ud for landbruget, ikke mindst i form af den grønne trepart.

Der er mange knaster at løse med treparten, men som Altinget har beskrevet, så er det ikke landmændenes vilje, den er gal med, men derimod økonomiske og administrative barrierer.

Landmændene, som de er flest, har et stort ønske om at levere på de fælles dagsordner, hvis man tager afsæt i reelle problemer uden bureaukratiske benspænd.

I stedet for at dyrke pixibog-politikken skal vi kigge ind i de store dagsordener, så vi på én gang håndterer de aktuelle problemer og samtidig sikrer sunde og prisvenlige fødevarer til Danmark og resten af Europa.

Det har jeg en forventning om, at en kommende regering vil være med til at sikre.