Lars håber på sympati: - Det her har jeg aldrig prøvet før
Han har aldrig har været bleg for at sige sin mening, men ligefrem en blokade har ikke været en del af hans verden
Opdateret kl. 20:25
AALBORG: Han er vognmand, ejer tre biler og er altså nu også demonstrant.
Lars Kirkegaard Nielsen på 48 år har været med til meget, og han står op for andre, når han ser uretfærdigheder.
Det har han altid gjort. Også i skolegården.
Og selv om det kan gå hedt for sig på Facebook i chaufførgrupper, som han har meldt sig ud af igen, har han aldrig nogensinde før været med i en demonstration eller blokade.
Det har han nu.
Det havde jeg ikke troet
Ved Th. Sauersvejs tilkørslen i sydgående retning står han, og han er ikke sen til at hilse tilbage, når han få en tommel op fra trafikanter, der kører forbi.
- Det havde jeg ikke troet, jeg skulle være med til, siger han om blokaden, der nogle steder har lammet trafikken, andre steder har skabt forsinkelser og kødannelser.
Vognmænd har blokeret trafikken fra Vrå til Hobro, som Nordjyllands Politi skriver på Twitter.
Lars Kirkegaard Nielsen har blokeret halvdelen af tilkørslen til motorvejen, så personbiler og varebiler kan slippe igennem.
- Vi vil jo ikke genere nogen, siger han om demonstrationen.
En tommel og et stort smil
Lars Kirkegaard Nielsen rækker armen op og tomlen i vejret, da en bilist stikker sin tommel i vejret og stikker ham et stort smil.
Ikke mange er sure eller viser, de er det. Dog kommer der en enkelt, som giver ham fuck-fingeren, men Lars Kirkegaard Nielsen er godt tilfreds.
Han tager det lidt mere roligt, for det har været svært.
- Jeg har været nervøs for folks reaktioner, siger han.
Lars Kirkegaard Nielsen er klar til at demonstrere mere end én dag. Det her er hjerteblod, for det gælder hans egen forretning.
- Der er kun mig, mine tre lastbiler og chauffører ansat. I weekenderne er jeg bogholder i min virksomhed. Når der så kommer denne afgift, som er rigtig svær at administrere, går det hårdest ud over os små vognmænd, siger han.
Tjener ikke stort
Hans tre lastbiler tjener han ikke det store på, siger han.
- Men afgiften rammer ikke kun mig. Jeg må jo sende den videre til kunderne, og det bliver altså dig og mig, Hr. og Fru Danmark, der kommer til at betale for dyrere varer, siger Lars Kirkegaard Nielsen.
Ved den anden tilkørsel i nordgående retning har Franck Bonvang Andersen stillet lastbilen på tværs, men ikke så meget, at man ikke også kan komme forbi i en personbil eller lille varebil.
Her har reaktionerne også været rigtig gode, siger han.
En hel pose bolcher
- Der kom en bilist og smed en hel pose bolcher ud til mig gennem et åbent vindue, og en lastvognschauffør hentede en halv liter cola, for jeg skulle ikke stå og tørste, fortæller han og bliver helt rørt.
Han har stået i blokadensiden kort før klokken 6.
- Det er gået rigtig godt, siger han.
Franck Bonvang Andersen håber, at det lovforslag, der skal til tredjebehandling 1. juni, bliver taget af bordet og genforhandlet med branchen.
Vognmændene demonstrerer mod en kilometerafgift, som betyder, at benzin- og dieseldrevne lastbiler fra 2025 skal betale 1,30 kr. mere per kørt kilometer i Danmark.
Afgiften skal fremme omstillingen til el-lastbiler, ifølge partierne bag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.