Lastbil trukket op af vandet: Se billeder og video fra nattens aktion

Lastbilen, som tirsdag eftermiddag druknede ud for færgelejet i Hvalpsund, er igen på fastland

Lastbilen blev trukket op i flere dele. Foto: Torben Hansen

Lastbilen blev trukket op i flere dele. Foto: Torben Hansen

Opdateret 08.23 med kommentarer fra direktør i vognmandsfirmaet Fredsø Vognmandsforretning, Benny Nielsen.

HVALPSUND/SUNDSØRE:Sent tirsdag aften blev lastbilen, som tirsdag morgen trillede af Hvalpsund-færgen og ned i Limfjorden, trukket op af vandet.

Ifølge Nordjyllands Beredskab var planen at trække lastbilen tættere ind mod land, hvorefter en kran skulle bjærge den op.

Det er vognmandsfirmaet Fredsø Vognmandsforretning, der ejer den druknede lastbil. Direktør Benny Nielsen var til stede under hele bjærgningen og fortæller onsdag morgen, at planen gik, som den skulle. Klokken 02.10 blev de sidste dele af lastbilen hejst op på land.

- Bilen er kommet op og containeren står nede på havnen. Det skal så flyttes, fortæller han.

Langsomt blev lastbilen løftet op af det mørke vand. Videoen er optaget tirsdag aften klokken 22.45.

Tirsdag morgen klokken 06.30 trillede lastbilen, som var ombord på Hvalpsund-færgen, ud af færgen, fordi håndbremsen tilsyneladende ikke var trukket. Chaufføren befandt sig ikke i lastbilen, da uheldet skete, og ingen kom ifølge Nordjyllands Beredskab til skade.

Uheldet skete lige uden for indsejlingen til færgelejet i Hvalpsund.

Lastbilen var fuld af brandbart affald, som skulle fragtes til en affaldsstation i Aars. Nordjyllands Beredskab lagde flydespærringer omkring lastbilen for at undgå dieseludspil.

I løbet af natten til onsdag kom lastbilen igen på fastland.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ifølge direktøren i Fredsø Vognmandsforretning, står lastbilen dog ikke til at redde.

- Den er ikke til noget, siger Benny Nielsen.

Han estimerer, at omkostninger for skader på både lastbil og færge og for at hejse lastbilen op af vandet kommer til at koste mellem to og tre millioner.

Han undrer sig stadig over, hvordan uheldet er sket.

- Normalt trækker chaufførerne håndbremsen, når de hopper ud af bilen. Chaufføren her er en erfaren chauffør, der har kørt i mere end 40 år. Det er svært at sige, om han har trukket den eller ej - han mener, han har trukket den - men den begyndte jo at køre, siger Benny Nielsen.

Han fortæller dog, at de tidligere har oplevet, at en håndbremse i en lastbil trak sig af sig selv.

- Det er svært at sige, men konstateringen er, at den i hvert fald er løbet sin vej, siger direktøren.

Rampen på Færgen Mary blev beskadiget, da lastbilen trillede ud, og færgefarten mellem Hvalpsund og Sundsøre blev derfor indstillet resten af tirsdagen.

Færgefarten er onsdag morgen genoptaget med lån af færgen Sleipner-Fur. Det skriver Hvalpsund-Sundsøre I/S Færgefart på Facebook.

Klokken 22.30 tirsdag aften skar dykkere førerhuset fri, så lastbilen kunne løftes i flere dele.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.