Leder: At være eller ikke at være online
Når scenekunst rækker ud for alvor
Da Herman Bangs roman Tine udkom i 1889 udfordrede den de traditionelle fortællemåder. Med grusom realisme og udfordrende temaer som seksuelt begær, krig og selvmord, blev den en del af det såkaldte moderne gennembrud. Forleden var den igen med til at skabe et gennembrud.
Med 460 sæder i Aalborg Teaters store sal er det vist aldrig sket før, at der er kommet over 13.000 til premieren på en af teatrets forestillinger. Det skete imidlertid i weekenden, hvor der var digital premiere på forestillingen ”Tine”. Opsætningen af Herman Bangs roman fra 1889 holdt fast i over 7000 af dem helt til slut.
Selvfølgelig er det ikke det samme at se teater via en stream på en skærm. Rummet, den fulde sansning, uforstyrretheden mangler. Forskellen kan vel bedst sammenlignes med forskellen på at gå i biografen og tænde for Netflix. Begge dele har sine klare fordele og ulemper. I biografen er det ikke helt så tit, at filmen bliver sat på pause, fordi der lige er en, der skal på toilettet eller lave en kop kaffe. Der er man for at se film, ligesom man i teateret er til stede sammen med skuespillerne.
Til gengæld giver streaming teatret helt nye potentialer publikumsmæssigt. Som teaterdirektør Hans Henriksen har sagt til NORDJYSKE: ”Det giver os nogle nye muligheder for at vise, hvad vi kan – og for at udbrede kunsten og værkerne til nye målgrupper.”
Én ting er corona-tiden og dens begrænsninger. Den er det akutte problem. Perspektiverne er dog langt større. At kunne komme ud med statsstøttet kunst til både et større publikum og nye målgrupper kan være med til at sikre teatrets plads i fremtiden. Skole-elever og ældre mindre mobile borgere kan nås på en ny måde. Kendskab til teatrets kunst kan mangedobles. Og samtidig bliver den ægte oplevelse, hvor man er tilstede i salen endnu mere eksklusiv.
Det ses igen og igen at kriser er godt for kreativiteten. Med Aalborg Teaters livestream-premiere har teatret muligvis genfødt sig selv og sin rolle i en verden, hvor teaterkunsten ellers i årevis enten har spillet sig op i et publikumsmæssigt hjørne eller kæmpet med kunstnerisk balance.
Premieren har forståeligt givet blod på tanden og man har nu oprettet en digital scene som supplement til de eksisterende tilbud. Under navnet AAT Stream vil Aalborg Teater udforske mulighederne i digitalt teater.
Formår teatret at kombinere kultur og publikum, scenens intimitet og den digitale rækkevidde, nye muligheder og tradition, så ender de med at komme styrket ud af en krisetid.
Det er i sandhed et kunststykke.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.