Kræftbehandling

Leder: Behandling af børnecancer bør ikke samles i København

Flere nordjyder har fortalt deres historie om kræft hos børn i familien. Meldingen er klokkeklar: Det vil være ødelæggende for behandlingsforløbet, hvis børnecancer-behandlingen samles på Rigshospitalet

Foto: Lars Pauli

Opdateret 17. maj 2022 kl. 10:49

Forældreskabet indeholder mange bekymringer.

En af de tungeste er naturligt nok børnenes helbred, og når det går galt, og alvorlig sygdom indfinder sig, er det største ønske selvfølgelig fuldstændig helbredelse med så få konsekvenser som muligt.

Men ét er selve behandlingen af det syge barn. Den skal være optimal. Noget andet er selve forløbet, hvor familien som helhed udsættes for et gevaldigt pres.

Det er essensen af de beretninger, NORDJYSKE gennem den seneste tid har bragt om familier, hvor et barn er blevet ramt af kræft. Her har nordjyder fortalt om de sværeste perioder i deres liv med bekymring, frygt, håb, afmagt, smerte, tunge behandlingsforløb med grelle bivirkninger, logistiske udfordringer, helbredelse og desværre også død.

Baggrunden for, at de er stået frem, ligger i en intention hos Sundhedsstyrelsen: Her er der planer om at samle landets kræftbehandling af børn på Rigshospitalet i København. Centraliseringen vil lukke børnecancer-afdelingerne i Aalborg, Aarhus og Odense.

Familierne har fundet det nødvendigt at råbe vagt i gevær over for den påtænkte manøvre. En væsentlig del af den komplekse behandling af kræft er netop lange indlæggelser, mange sygehusbesøg og behov for akut bistand på alle tidspunkter af døgnet. Her bliver afstand til behandlingsstedet et afgørende parameter for et trygt forløb, som børnene og ikke mindst familierne som helhed kan være i. Man kan bare tage et danmarkskort og se, hvad det betyder for en nordjyde at skulle køre til København frem for Aalborg eller Aarhus.

Indtil videre har der ikke været afgørende begrundelser for at effektuere centraliseringen. Nævnt er det, at der er ledig plads på Riget - men lad det være sagt med det samme: Det må ikke være streger på en matrikel, der afgør fremtiden for kræftbehandlingen af børn i herhjemme. Det må ikke være ekstra kvadratmeter, der lukker andre, yderst velfungerende børnecancer-afdelinger vest for Valby-bakke til ekstrem ulempe for berørte familier. Det lugter ganske enkelt af et uhørt københavneri, når hovedstaden - i den østlige udkant - opfattes som verdens navle, og landets øvrige befolkning blindt må rette ind. Det er ikke en anstændig og optimal behandling af de ramte børn og deres familier.

Tak til familierne for at stå frem med jeres historier. I viser, at behandlingen omhandler mennesker af kød og blod - og at det er svært nok allerede nu at få livet med et kræftramt barn til at hænge sammen. Der er næppe tvivl om, at I har været med til at presse Sundhedsstyrelsen til at udskyde beslutningen. Lad os håbe, fornuften indfinder sig, for den bedste behandling kræver også, at patienterne og deres pårørende kan være i den.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden