Sussi må spille uden Leo: - Han har virkelig haft ondt

Sussi er gået i øvelokalet med to andre "drenge", så trioen kan fortsætte med at spille

 <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Arkivfoto: Henrik Louis

NORDJYLLAND: Leo Nielsen, der er kendt som den ene halvdel af den nordjyske duo Sussi og Leo, er alvorligt syg og indlagt, og har derfor valgt at indstille karrieren.

Det skriver Se og Hør.

Leo blev indlagt med tarmslyng midt i december. Han kom hjem i januar og var hjemme i to uger, men har så været indlagt igen.

- Leo har haft virkelig ondt, og lægerne har advaret os om, at han kunne dø. Så har vi siddet der og tænkt: “Nu er det nok sidste dag, vi ser Leo”. Men han er her heldigvis endnu, siger Sussi til Nordjyske.

- Han er begyndt at kede sig og ringer hjem for at spørge, om jeg kan tage nogle ting med, så det er et godt tegn, siger Sussi.

- Men det har været virkelig hårdt for ham. Han har tabt sig over 15 kilo, så han er blevet meget tynd, siger Sussi.

Parret, der begge er 67 år, har optrådt sammen siden 9. klasse, hvilket er blevet til mere end 50 år. 

Sussi optræder stadig

Sussi har dog ikke opgivet at tage ud og optræde - selvom det bliver uden Leo ved sin side.

Sammen med Thomas Ehrenreich på trommer - der i 15 år har spillet med Sussi og Leo - samt Kim Karmark Petersen, der er kommet til på keyboard, har de tre været ude og optræde som "Sussi og Drengene".

- Vi var afsted i torsdags og det gik rigtig, rigtig, rigtig godt. Folk er selvfølgelig kede af at høre det om Leo og synes, det er synd for ham, men de er glade for, at vi tre kommer, siger hun.

- Det er også sådan, Leo gerne vil have det. Der er en ting i ham, der siger øv, men det også en lettelse for ham, fortæller Sussi til Nordjyske.

Det er dog ikke lige sådan at stille op med nye folk på scenen.

- I denne uge skal vi spille tre gange 45 minutter, og selvom det er numre vi kender, så kræver det en masse tid i øvelokalet, da der er andre overgange og akkorder, der skal øves, fortæller Sussi.

- Så vi står i øvelokalet næsten hele dagen. 

Har skrantet i flere år

Selvom Leo har fået det bedre, og parret håber, at han kommer hjem til den nedlagte gård ved Saltum, så venter der en hård periode.

- Der er lang vej til, at han er sig selv og "gode gamle" Leo igen. Han har stadig ondt og skal genoptræne, siger Sussi.

Selv havde Leo håbet på, at han kunne komme hjem fra sygehuset først på ugen, men Sussi regner med, at han nok må blive til sidst på ugen.

De seneste år har helbredet skrantet for Leo.

I 2016 faldt han ned fra en stige og brækkede hoften. Efterfølgende fik han en stafylokok-infektion, og en nyre satte ud ligesom der har været problemer med synet, som følge af faldet.

Han har også haft krykker at støtte sig til, når han skulle på scenen.

- Nu skal han koncentrere sig om at blive helt rask, siger Sussi til Nordjyske.

Kongelig på besøg

Sussi og Leo blev for alvor kendt, da de 23 år i træk underholdt på Skansen i Skagen.

I Skagen begyndte de med at spille for de lokale, men senere kom publikum fra hele landet for at opleve duoens show. Prins Henrik var således på Skansen ikke mindre end fire gange. Og Kronprins Frederik har også været forbi. 

Det stoppede i 2003, hvor parret købte deres eget spillested i Frederikshavn. Kort tid efter begyndte parret dog at tage rundt i landet for at underholde.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.