Lovestorm: Vindstødene var fulde af snefnug og næstekærlighed onsdag aften

At sidde fast i sneen er ikke noget problem i Nordjylland, hvor vi tager førstepræmien i at hjælpe hinanden.

Fællesskab i udbrud på Skelagervej i Aalborg onsdag. <i>Foto: Claus Søndberg</i>

Fællesskab i udbrud på Skelagervej i Aalborg onsdag. Foto: Claus Søndberg

Hvis man inden onsdag aften skulle have været i tvivl om, hvordan uegennyttig og næstekærlig ser ud i menneskelig skikkelse, skulle man bare vove sig ud på veje, gader og stier i Nordjylland.

Her rasede snestormen, biler sad fast for et godt ord eller kørte af de snefedtede veje og resten listede afsted, enkelte fodgængere stred sig frem. Alle havde dét til fælles, at havde de haft muligheden for ikke at bevæge sig ud, så havde de højst sandsynligt grebet den.

Alligevel skulle en bil ikke lave hjulspin i mange sekunder, før andre beslutsomt sprang ud af deres varme biler og gav et skub. Eller dirigerede bilkøen frem eller tilbage for at give plads og sikker passage til andre.

For nogen blev det en helaftensbeskæftigelse. Fx for en ung aalborgenser, som med sneskovl brugte fire-fem timer med at grave folk fri på en parkeringsplads. Eller ham, som tilbød vildt fremmede, strandede bilister et lift hjem, selvom de boede i den modsatte retning og han derved kom flere timer senere hjem.

Og næstekærligheden rakte ikke kun ude i snestormen. Overalt i Nordjylland var der familier, der åbnede dørene og lad strandede med mennesker overnatte eller bare få varmen. Biografpersonale, der fulgte børn hjem i tryg havn, butikspersonale, der sørgede for mad og hygge for strandede kunder.

Eksemplerne på hjælpende hænder og store og små gode gerninger skal tælles i hundredvis. Se blot kommentarerne på Facebook, hvor vi efterlyste snestormens helte, og hvor de ovenstående eksempler er hentet fra. Her folder over 300 hjertevarme opslag sig ud, historier om store og små hændelser i snestormen. De, der fik hjælp, vil gerne sige tak, og gør det ved at dele historien. For de fleste af aftenens hjælpende ånder forblev anonyme bag huer og halstørklæder. De hjalp vildtfremmede, og får aldrig mulighed for at soel sig i en ellers fuldt fortjent ros bagefter. Og netop det gør deres gode gerninger endnu mere prisværdige.

Kom bare an, snestorm. Der skal mere til for at blæse en landsdel fuld af nordjyder omkuld.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.