- "Hvem var det?", spurgte jeg.

- "Det var Knud", sagde far. "Han er fisker. Øjnene vil ikke længere, som han kunne ønske sig. Men han er stadig fisker".

- "Så han er færdig med at sejle ud og fange noget?"

"Ja, det er han", sagde far. "Men han er stadig fisker".

Du kan tage synet fra en mand, men du kan aldrig fjerne den identitet, der bor indeni ham. Ludwig Van Beethoven holdt jo heller ikke op med at komponere musik, da han blev døv. Den blinde fisker står for mig som selve sindbilledet på min fødeby Hirtshals. Ukuelighedens anker.

Jeg tror, jeg var omkring 14 år gammel, da episoden udspillede sig. Det skete aldrig igen, men det ene lift var nok. Jeg lærte, at identitet kan være selve fundamentet for et menneskeliv.

I hele affæren med præsident Trumps krav om overtagelse af Grønland har jeg tit tænkt på den gamle fisker. Mastodonten i vores rigsfællesskab har også en ukuelig identitet. Et sprog, klæder og skikke som er unikt. En tilgang til livet som hviler i sig selv. Men nu er det som om hele verden på én og samme tid har fået øjnene op for Grønland.

I stedet for at give øen et venligt lift forlanger verden et decideret ansigtsløft. Der hives og ruskes i hvert et kindben. Nu skal der være militære installationer overalt i det gudesmukke landskab. Kritiske røster har bebrejdet grønlænderne, at de ikke har været hurtigt nok ude og erklære deres kærlighed og tilhørsforhold til Danmark. 

At det er vægelsind, som har givet Trump muligheden for at slå en kile ind i rigsfællesskabet. Men hvordan har vi danskere egentlig selv reageret, når grønlænderne har prøvet at råbe os op?

Glemmer I igen?

I Folketinget har vi til enhver tid to medlemmer, som repræsenterer Grønland. I november 2024 kom det ene af dem, Aki-Matilda Høegh Dam, på alles læber, da hun insisterede på sin ret til at tale grønlandsk fra talerstolen i København. Det vakte et ramaskrig. 

Eksempelvis skrev Danmarksdemokraternes leder, Inger Støjberg, 26. november 2024 sådan her på Facebook: ”I Folketinget taler vi dansk! Det er simpelthen noget pjatværk, når Aki-Matilda Høegh-Dam, pludselig ikke længere vil tale dansk i Folketingssalen. Hun taler flydende dansk og er i øvrigt født i Hillerød og uddannet på Københavns Universitet. Nu kan vi så ende med at bruge millioner af skattekroner på, at der skal tolkes til grønlandsk. Hvis hun ikke vil tale dansk i Folketinget, så kan hun bare lade være med at stille op til det danske parlament. Så kan hun jo bare stille op til det grønlandske. Der kan hun tale alt det grønlandsk hun vil.”

For mig at se gav Aki-Matilda Høegh Dam vi danskere et velfortjent vink med en vognstang. Hun stod ved en skillevej og ønskede respekt om sin identitet. I stedet blev hun mødt med latterliggørelse og ringeagt. Inger Støjberg lød med ét som en tro kopi af Trump.

I den forgangne weekend har der været støttedemonstrationer til fordel for Grønland og rigsfællesskabet. De danske politikeres Facebookprofiler er fyldte med billeder fra selvsamme. Nu står vi sammen. Nu er vi fælles om at elske vores grønlandske medborgere i Kongeriget Danmark. 

Men hvis der i disse dage står en blind fisker eller fanger i en bygd og vinker med sin stok i håbet om et lift til sit kære farvand, ville det ikke undre mig, om han sender en skeptisk tanke til os alle sammen: Er jeres pludselige kærlighed til Grønland én, jeg kan stole på? Eller glemmer I os igen, lige så snart Trump har fundet et nyt rige, han vil have fingrene i?