Marianne er en af julens helte
67-årige Marianne Stokbro er frivillig i Mødrehjælpen, hvor hun er med til at skabe gode oplevelser for trængte familier i juletiden - selvom coronaen gør det svært

Marianne Stokbro er frivillig i Mødrehjælpen, der yder julehjælp til de fattigste børnefamilier rundtom i landet. Blandt andet i Aalborg. Foto: Kim Dahl Hansen
AALBORG:Hvad består jeres julehjælp af?
- Den består af 500 kroner per barn under 18 år, men det er faktisk noget, som hovedforbundet tager sig af. Men i lokalforeningerne har vi heldigvis meget handlefrihed til at finde på egne aktiviteter. Også her i Aalborg.
Julens helte
For mange er julen lig med forventningens glæde, men for andre er den lig med bekymringer og uoverkommelige udgifter. Derfor yder mange foreninger julehjælp til økonomisk trængte familier, der har brug for en hjælpende hånd i juletiden - og for manges vedkommende er behovet i år særligt stort på grund af de økonomiske konsekvenser, som coronakrisen har ført med sig.
Men hvem er de frivillige, der står bag de gode gerninger? I december sætter NORDJYSKE fokus på fem af dem - og den anden i rækken er 67-årige Marianne Stokbro, der er frivillig i Mødrehjælpen, som yder julehjælp til de fattigste børnefamilier i landet.
Hvad er din rolle?
- Normalt har vi jo en stor juletræsfest, men den er aflyst i år på grund af corona. Og så må vi jo finde på andre ting. Forleden arrangerede vi en aftentur i Zoologisk Have – inden for de gældende restriktioner – hvor vi fik mulighed for at sende 80 børn og voksne ind i den smukt udsmykkede have. Derudover fik alle børn en slikpose og et gavekort på 150 kroner til en julegave, og der var æbleskiver og varm kakao. Det har været alternativet til juletræsfesten.
- Vi forsøger at lave aktiviteter, der giver nogle oplevelser for de sårbare familier, der ikke har så mange penge. Vi vil gerne styrke familierelationen, så børnene kan fortælle i institutionerne, at de har oplevet noget med deres familie. Håbet er også, at familierne kan lære hinanden lidt at kende, men det er svært i år på grund af de betingelser, der er. Vi er hele tiden nødt til at tage bestik af situationen og finde ud af, hvad der kan lade sig gøre.

- Jeg har selv arbejdet inden for børneområdet gennem 40 år i mit arbejdsliv, så jeg ved, hvor meget det betyder for sårbare familier at få en lille håndsrækning, siger Marianne Stokbro. Foto: Kim Dahl Hansen
Hvor længe har du været frivillig i Mødrehjælpen?
- I tre år.
Hvorfor blev du frivillig?
- Jeg har selv arbejdet inden for børneområdet gennem 40 år i mit arbejdsliv, så jeg ved, hvor meget det betyder for sårbare familier at få en lille håndsrækning. Derfor valgte jeg Mødrehjælpen, da jeg skulle finde ud af, hvor jeg ville lægge min energi, da jeg forlod arbejdsmarkedet.
- Det giver også et fællesskab med de andre frivillige. Vi har forskellige roller, men det hele hænger sammen, og vi er afhængige af hinanden. Vi bidrager med noget forskelligt, men udgangspunktet er det samme: Vi er der for at yde en indsats for sårbare familier. Og så er det bare en glæde hos os, at vi kan se, at vores arbejde skaber glæde hos andre.
Hvilken forskel gør jeres aktiviteter i julen – for eksempel jeres tur i Zoologisk Have?
- Det betyder faktisk noget, at man som familie kommer ud og sammen får en oplevelse, man ellers ikke ville have råd til. Børnene får en oplevelse, de kan snakke om i skolen og børnehaven. Familierne stråler og fortæller os, at hvis ikke vi – og andre velgørende foreninger – var der til at hjælpe dem, ville de ikke komme ud på den måde.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.