Markant vejrskifte efter uger med sne og frost
Hvis du er træt af kolde kinder, når du går tur, er der godt nyt
Opdateret kl. 16:30
Søndag 12. januar skulle man være et skarn for ikke at glæde sig over en smuk, solrig og vindstille dag i det nordjyske.
Men koldt er det også, og der er endnu koldere vejr på vej. Til gengæld er der godt nyt til dig, der er træt af, at frosten bider. For der er et markant vejrskifte på vej.
Lad os lige gå tilbage til fredag 3. januar. Her stod vi op til sneklædte veje, og vi måtte ud med sneskovlene:
Det skulle vise sig at være en forsmag på mere vintervejr. I weekenden var DMI ligefrem ude med et varsel om risiko for snestorm, og mandagen blev dag med blæst, sne og efterhånden sjap.
Uge 2 i det nye år blev i det hele taget en våd omgang, og ud over vand på marker og i haver gav det også overarbejde for beredskabet, som i dagevis måtte pumpe vand væk ved Elling Å, så den ikke skulle oversvømme Skagensvej.
Efterhånden kom der styr på vandet, så nogle dage med gener for trafikanterne var ovre. Og så fulgte dage med frost.
Sådan er det også i denne weekend, og der er mere frost på vej, inden vejret slår helt om:
- I aften og i nat ventes mest klart og vindsvagt vejr med temperaturer ned mellem to og syv graders frost, fortæller meteorolog Martin Lindberg søndag eftermiddag.
Men det bliver jo snart mandag, og her er der godt nyt til frossenpinde:
- Mandag står vi over for et vejrskifte. Mildere og mere fugtig luft strømmer i løbet af dagen ind over landet vestfra. Dagen begynder med nogen eller en del sol, fortæller Martin Lindberg.
Temperaturen vil ligge lidt over frysepunktet, op til seks graders varme. Der følger også flere skyer med, men det skulle holde tørt i hele landet mandag.
Tirsdag kan der komme byger, og det vil blæse, men:
- Det bliver mildt med temperaturer op mellem seks og ti grader, forudser DMI.
Resten af ugen skulle også byde på mildt og stort set tørt vejr - og så skulle vinde aftage, mens solen kigger frem i perioder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.