Arbejdsliv

Martin er blevet frataget to titler på under et døgn: - Jeg er ærgerlig og skuffet

Gruppeformanden tager sin del af æren for et borgerligt flertal i regionsrådet, som han ikke længere skal være en del af

12 år i regionsrådet blev endestationen for Martin Bech (V), der ærgrer sig over ikke at være en del af det første borgerlige flertal i Region Nordjylland. Foto: Martel Andersen
12 år i regionsrådet blev endestationen for Martin Bech (V), der ærgrer sig over ikke at være en del af det første borgerlige flertal i Region Nordjylland. Foto: Martel Andersen

Opdateret kl. 16:18

NORDJYLLAND: For de fleste handler valgdagen bare om et kryds, men for andre er det en levevej, et levebrød og et livsværk.

Det sidste er tilfældet for Martin Bech (V), der har fået trukket tæppet væk under sig.

Onsdag stod det klart, at han ikke havde modtaget nok personlige stemmer til at fortsætte i regionsrådet på trods af et borgerligt flertal og en lille fremgang for Venstre.

- Selvfølgelig er jeg skuffet og ærgerlig. Når man stiller op, er det for at blive valgt, siger Martin Bech (V).

- Jeg havde håbet at være en central del af projektet med et borgerligt flertal. Sådan blev det ikke, og det må jeg tage til efterretning.

Politikeren blev den næstyngste regionsrådspolitiker nogensinde, da han i en alder af 19 år i 2009 blev valgt til regionsrådet i Region Nordjylland. Siden da har han været en fast bestanddel af regionsrådet, men det kommer ved årsskiftet til en ende.

Her slutter nedturen dog ikke for Martin Bech.

På valgaftenen var der plads til smil og grin blandt Mads Duedahl (V), Per Larsen (K) og Martin Bech (V). Det var før, det stod klart, at Martin Bech ikke ville blive en del af regionsrådet. Foto: Martel Andersen

For selvom han blev valgt ind i byrådet i Brønderslev Kommune, så kunne han torsdag formiddag konstatere, at hans formandspost for Social- og Sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune var gledet ham af hænde.

- Det er jeg også træt af, men jeg har respekt for, at der er en kabale, der skal gå op, og det kunne ikke lade sig gøre for mig at bevare min formandspost i den her omgang, siger Martin Bech.

Gider ikke tænke for meget

Martin Bech kendte konsekvensen, da de personlige stemmetal for regionsrådsvalget blev offentliggjort.

Efter at have sovet på resultatet vil han ikke tænke meget mere over, hvad der er gået galt, fortæller han.

- Det nytter ikke noget at være sur og gal. Der er nogle faktorer, der lige nøjagtigt gør, at regionsrådet glipper for mig. Men så er det sådan, og jeg har respekt for den demokratiske proces, siger Martin Bech.

- Jeg har været meget fokuseret på at være gruppeformand for Venstre i regionsrådsgruppen i Nordjylland, at få opstillet rigeligt med kandidater i Brønderslev og forsøge at vinde det her valg - og det er vi med et borgerligt flertal lykkes med.

Det er første gang i Region Nordjyllands historie, at der er et borgerligt flertal og en borgerlig formand i regionsrådet, men det er også første gang i 12 år, at regionsrådet er uden Martin Bech.

- Jeg tænker, at de nok skal finde rytmen på et tidspunkt, det er de nødt til - også uden mig, siger Martin Bech (V). Foto: Martel Andersen

Det ærgrer hovedpersonen selv, og det ærgrer også hans partifæller, fortæller han.

- Jeg ved, at mine kompetencer vil blive savnet i Venstres gruppe i regionsrådet. Det har jeg også fået at vide fra både Mads Duedahl (V) og andre af mine nuværende kollegaer, siger Martin Bech, der dog ikke har talt meget med regionens kommende formand.

- Jeg har kun meget kort talt med Mads Duedahl. Han har travlt med at få en masse ting på plads, og jeg er ikke længere en del af den proces.

Mere tid til andre ting

Dem kommende regionsrådsformand, Mads Duedahl (V), er ny i regionsrådsøjemed, og derfor ville det være oplagt at have en garvet regionsrådspolitiker ved sin side.

- Jeg fortsætter i byrådet i min tredje periode, og nu venter der nogle nye, spændende opgaver, og det ser jeg frem til at finde ud af, hvad er, siger Martin Bech (V.). Foto: Martel Andersen

Men det bliver ikke Martin Bech.

Han regner nemlig ikke med, at det bliver muligt at skabe en særstilling til ham i den forbindelse. Og selvom han står til rådighed med sin viden og erfaring, så vil han uden tvivl bruge mindre tid på politik.

Det seneste år har gruppeformanden haft en arbejdsuge på 70-80 timer. Nu hvor han kun har én politisk stilling i form af sin plads i byrådet i Brønderslev, vil politikeren lægge flere timer i sin egen forretning.

- Jeg har en lille virksomhed, jeg vil forsøge at passe mere. Det er ingen hemmelighed, at mit politiske virke er gået ud over min forretnings omsætning, så jeg skal også finde et andet job at supplere min indkomst med, siger Martin Bech (V).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden